Evalueringsansættelse og evalueringsautorisation

Når du har modtaget et brev fra os med vurdering af din uddannelse som fodterapeut, og du har opfyldt sprogkravet, er du klar til at søge en evalueringsansættelse, som du selv skal finde. Før du kan starte i din evalueringsansættelse, skal du have en evalueringsautorisation. På denne side kan du læse, hvad du skal gøre.

Evalueringsansættelse

Formålet med din evalueringsansættelse er, at din arbejdsgiver skal vurdere dine kliniske kompetencer og dine evner til at kommunikere med patienterne og det øvrige sundhedspersonale. 

Det er dit eget ansvar at finde en arbejdsgiver, der vil ansætte dig i en evalueringsansættelse, der lever op til de gældende krav, som du kan læse mere om nedenfor.

Krav til din evalueringsansættelse

Når vi har godkendt din uddannelse, og du har opfyldt sprogkravet, er du klar til at søge en evalueringsansættelse, som du selv skal finde.

  • Evalueringsansættelsen skal være på et sygehus eller en klinik.
  • Du skal være ansat i 6 måneder på fuld tid – eller længere, hvis vi har vurderet, at din uddannelse mangler kliniske timer, som du skal kompensere for under evalueringsansættelse.
  • Du skal ansættes på helt almindelige vilkår og have løn i perioden.

Vær opmærksom på, at du ikke må starte i din evalueringsansættelse, før du har 1) en evalueringsautorisation og 2) en opholds- og arbejdstilladelse.

Afgørelser efter evalueringsansættelsen

Når du er færdig med din evalueringsansættelse, sender den afdeling eller klinik, hvor du har været ansat, en udtalelse til os. På den baggrund får du enten:

  1. Varig autorisation: Hvis afdelingen eller klinikken giver dig en positiv vurdering af både dine sproglige kvalifikationer og dine faglige kompetencer får du en varig dansk autorisation.
  2. Hvis vi modtager en negativ udtalelse fra dit ansættelsessted, og ansættelsesstedet vurderer, at du ikke vil kunne forbedre dine kliniske eller sproglige kompetencer, tager vi stilling til det videre forløb. Vi vurderer, om der er basis for at tilbyde endnu en evalueringsansættelsesperiode, eller om der vil blive givet afslag på ansøgning om autorisation.

Evalueringsautorisation

Du skal have en evalueringsautorisation for at arbejde i en evalueringsansættelse. Det er den arbejdsgiver, som ansætter dig, der skal udfylde og sende ansøgningen til os. Evalueringsautorisationen er begrænset til at gælde for dit ansættelsessted og den gælder kun i den periode, du er ansat i evalueringsstillingen. Når du har en evalueringsautorisation, er du underlagt samme rettigheder og pligter, som andet autoriseret personale.

Sådan får du en evalueringsautorisation

Når du har fået tilbudt en stilling, skal du søge om en evalueringsautorisation, som vi giver til brug for din 6 måneders evalueringsansættelse.

For at få en evalueringsautorisation skal du først:

  • bede den arbejdsgiver, som ansætter dig, om at udfylde og sende os ansøgning om evalueringsautorisation til en evalueringsansættelse.
  • sende os et opdateret CV
  • sende os en erklæring om "good standing" eller lignende.

Erklæring om "good standing"

Samtidig med at du søger om en evalueringsautorisation, skal du sørge for, at de relevante myndigheder i det land, hvor du senest har arbejdet indenfor din profession udsteder: 

  • En erklæring om din professionelle status (Certificate of Current Professional Status/Certificate of good standing) i en forseglet kuvert, hvor myndighedens navn, adresse og logo/stempel fremgår. Erklæringen må maksimalt være 3 måneder gammel, når vi har al den krævede dokumentation fra dig og kan indlede sagsbehandlingen. Det skal fremgå af erklæringen, at du har ret til at fungere inden for dit fag – dvs. at du ikke har fået frataget din autorisation.
    Du kan også vælge at sende blanketten "Validation of Registration" til den kompetente sundhedsmyndighed, og bede dem udfylde den. Hent: Validation of registration
  • Hvis du ikke har en autorisation eller på anden måde er registreret som fodterapeut og derfor ikke kan få udstedt en erklæring om "good standing", skal du i stedet få udstedt en erklæring om "non-registration". Find mere information på siden Erklæring om "non-registration". 

Du må selv gerne sende de nævnte erklæringer

Du eller anden part må gerne selv sende de nævnte erklæringer til os, under forudsætning at hver erklæring ligger i sin egen forseglet kuvert. Du skal sikre dig, at myndighedens navn, adresse og logo/stempel fremgår af kuverten, da vi ellers ikke vil godkende erklæringen. Du må ikke bryde forseglingen. 

Dokumentation for ophold i Danmark

Hvis du har opholdt dig i Danmark i hele perioden fra den dato, hvor du fik godkendt din uddannelse hos os, kan du i stedet sende dokumentation, der bekræfter dette. Dokumentation for dit ophold i Danmark kan være i form af udtalelser fra sprogskoler, praktik/ansættelsessteder, sagsbehandlere i kommunen/jobcentre som jævnligt har set dig, og offentlige institutioner, hvor du for eksempel har hentet børn, med flere. 

Det er ikke tilstrækkeligt at sende dokumentation for eksempelvis bopælsattest, ansættelseskontrakter, lønsedler, opholdstilladelse, huslejeindbetalinger eller lignende.

Hvis du ikke kan dokumentere dit ophold i Danmark i den pågældende periode, skal du i stedet sørge for, at der bliver indsendt en erklæring om "good standing" og "non-registration" med post.

Du må ikke starte på din evalueringsansættelse, før du har fået en evalueringsautorisation. Din evalueringsautorisation vil fremgå af autorisationsregistret.

Sagsbehandlingstid

Når vi har modtaget al den krævede dokumentation, vil vi behandle din ansøgning om evalueringsautorisation så hurtigt som muligt. Behandlingen af din ansøgning om evalueringsautorisation kan dog tage op til 14 dage. Vi har ikke mulighed for at udstede en evalueringsautorisation til dig med tilbagevirkende kraft.

Søg evalueringsautorisation

Søg opholdstilladelse og arbejdstilladelse