Offentlige sygehuse i Danmark kan tilbyde dig behandling mod betaling. Du bør dog være opmærksom på, at din sygesikring kan stille et krav om, at du skal søge en tilladelse fra dem forud for behandlingen i Danmark, for at du kan opnå tilskud fra din sygesikring. Forhør dig derfor med din sygesikring, om de vilkår der kan være.
Du skal have en henvisning fra en læge før det offentlige sygehus i Danmark kan tage stilling til, om de kan tilbyde dig udredning/behandling på hospitalet. En henvisning kan også gives af andre autoriserede sundhedspersoner og myndigheder. Du kan finde nærmere oplysning herom på de enkelte regioners hjemmeside.
De offentlige sygehuse i Danmark drives af de fem regionsråd. Du kan finde de offentlige sygehuse i Danmark på regionernes hjemmeside.
Region Nordjylland
Region Midtjylland
Region Syddanmark
Region Hovedstaden
Region Sjælland
Regionen skal senest otte hverdage efter, at de har modtaget din henvisning til undersøgelse/behandling på et sygehus, oplyse dig om dato og sted for undersøgelse/behandling.
Hvis et sygehus af kapacitetsmæssige grunde må afvise at modtage dig, fx fordi der er lang ventetid på behandlingen, og andre patienter derfor vil blive tilsidesat, skal regionen give dig besked herom inden for samme frist.
Regionen kræver den samme betaling for din undersøgelse/behandling på sygehuse t, som hvis de modtog en dansk sikret patient til undersøgelse/behandling. Hvis der er brug for en tolk i forbindelse med din undersøgelse, kan regionen derudover opkræve udgiften til tolken hos dig.
Regionen skal oplyse dig om betaling for undersøgelse og behandling før du kommer til undersøgelse på sygehuset. Betalingen opgøres og afkræves i forbindelse med eller umiddelbart efter, at du er blevet undersøgt/har modtaget behandling på sygehuset.
Regionen kan kræve, at du betaler et depositum, eller at du stiller kaution for rettidig betaling.
Oplysninger om ventetider til behandling på et offentligt sygehus i Danmark kan findes her
På regionens hjemmeside kan du se, om der af kapacitetsmæssige årsager er lukket for adgangen til visse behandlinger på regionens sygehuse.