Køb af sundhedsydelser i Storbritannien
Efter Storbritanniens udtræden af EU vil du ikke længere kunne søge om tilskud fra din kommune eller region til sundhedsydelser, du køber i Storbritannien. Det betyder, at du selv må afholde hele udgiften for sådanne behandlinger.
Køb af sundhedsydelser i Danmark
Hvis du er britisk sygesikret, vil du efter Brexit, ikke længere have adgang til at købe offentlige sundhedsydelser i Danmark. Du kan dog have ret til at købe behandling på et offentligt dansk sygehus, hvis du har tilknytning til et EU/EØS-land, Grønland eller Færøerne. En tilknytning kan fx være, at din ægtefælle er statsborger i et EU/EØS-land. Det er en forudsætning, at behandlingen ikke kan tilbydes af en privat sundhedsudbyder i den region i Danmark, hvor du søger behandling.
Du vil også fortsat have mulighed for at købe privat behandling på private hospitaler og hos en række autoriserede sundhedspersoner i Danmark fx hos alment praktiserende læger eller speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter m.fl. Disse sundhedspersoner er i vidt omfang privatpraktiserende i Danmark.
Reglerne om adgang til at købe offentlige sygehusbehandling og private sundhedsydelser i Danmark berører ikke din ret til at modtage nødvendig behandling, hvis du bliver syg eller kommer til skade under et midlertidigt ophold her i landet.