Som det første trin skal vi godkende din uddannelse som tandlæge. Vi ser på, om du i udlandet har opnået et samlet uddannelsesniveau, som kan sidestilles med den tilsvarende danske grunduddannelse for tandlæger.
Hvis din udenlandske uddannelse kan sidestilles med den danske i indhold, niveau og varighed – på nær antallet af kliniske timer – kan vi tage højde for det i længden af evalueringsansættelsen. Det betyder, at du vil skulle kompensere for de manglende timer i forbindelse med evalueringsansættelsen.
Sådan søger du om godkendelse af din uddannelse
For at vi kan godkende din uddannelse, skal du:
- sende din ansøgning og den nødvendige dokumentation via ansøgningsblanketten og betale gebyret.
- opfylde alle dokumentationskrav. Vi behandler først din ansøgning, når vi har modtaget alle dokumenter fra dig.
Er din uddannelse mere end 6 år gammel?
Din uddannelse må maksimalt være 6 år gammel på det tidspunkt, hvor vi har modtaget din ansøgning om autorisation – med mindre du kan dokumentere, at du har arbejdet som tandlæge svarende til mindst 12 måneder på fuld tid inden for de seneste 6 år.
Hvis vi vurderer, at du har holdt dig opdateret indenfor dit fagområde og vedligeholdt dine kompetencer gennem arbejde inden for sundhedsvæsnet eller plejesektoren inde for de seneste 6 år, kan vi dispensere fra 6-års reglen.