Sådan søger du dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge
Hvis du er:
- statsborger i et land uden for EU, EØS eller Schweiz, og har en uddannelse fra et andet land end Danmark
- eller statsborger i EU, EØS eller Schweiz, og er uddannet i et land uden for de nævnte lande
skal du igennem fem trin for at opnå dansk autorisation og tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge. Hvert trin skal dokumenteres, og vi guider dig gennem hele processen, som varer flere år.
Vær opmærksom på at det er ikke alle, det lykkes at opnå en evalueringsansættelse, som er sidste betingelse for at opnå dansk autorisation. Antallet af opslåede stillinger afhænger bl.a. af regioners og kommuners kapacitet og behov. Din mulighed for at opnå en evalueringsansættelse er desuden afhængig af dine sproglige færdigheder, da din arbejdsgiver inden ansættelsen skal sikre sig, at du har tilstrækkelige sproglige kompetencer. Hvis du allerede har en opholds- og arbejdstilladelse, kan det derfor være en god idé at øge dit kendskab til det danske sprog og arbejdsmarked ved at tage et job i sundhedssektoren, som ikke kræver autorisation, fx plejepersonale. Du kan søge efter ledige stillinger i sundhedsvæsenet på www.jobnet.dk.
Obs: Hvis du er uddannet i et EU/EØS-land eller Schweiz kan vi måske anerkende din uddannelse automatisk, så du kun skal igennem trin 1. Læs mere her
Måske kan du søge efter EU-reglerne
Hvis du opfylder nedenstående betingelser, kan du i stedet søge dansk autorisation efter EU-reglerne:
- Du er statsborger i EU, EØS eller Schweiz og
- Du har gennemført din uddannelse som tandlæge uden for et af de nævnte lande og
- Du har fået anerkendt din uddannelse som tandlæge i EU, EØS eller Schweiz og
- Du har 3 års erhvervserfaring som tandlæge i det land, som har anerkendt din uddannelse.
Søg efter EU-reglerne