Grundig screening af donorer
Der stilles strenge krav om omfattende screening, før man kan godkendes som sæddonor. Før sæd må sendes til en fertilitetsklinik, bliver donorer screenet, testet og godkendt af sædbanken. Donorer skal være sunde og raske, de skal bl.a. screenes for arvelige sygdomme og testes for smitsomme sygdomme. Kun donorer, der opfylder alle krav, kan blive godkendt af sædbanken.
Sædbanken skal løbende sikre sig, at deres donorer fortsat er egnede. Sædbanken må kun levere sæd til en fertilitetsklinik, hvis donoren fortsat er godkendt, og sæden fortsat er sikker at bruge.
Reglerne for screening, testning og godkendelse af donorer er med til at minimere risikoen for, at børn af donorer arver alvorlig arvelig sygdom eller bærertilstand for arvelig sygdom fra donoren.
Der screenes ikke for alle kendte genetiske sygdomme. Der er en pligt til at screene for de sygdomme, der er fremherskende i donors etniske baggrund.
Hvis der opstår mistanke om sikkerheden
Hvis sædbanken får mistanke om, at en donors sæd ikke er sikker at bruge, skal de straks informere Styrelsen for Patientsikkerhed og de relevante fertilitetsklinikker.
Hvis sædbanken ikke kan udelukke en væsentligt øget risiko for at overføre sygdom eller bærertilstand, skal sædbanken straks sætte donors sæd i karantæne og meddele de fertilitetsklinikker, som har aftaget sæden, at de ikke må bruge den, indtil det er afklaret, om sæden er sikker at bruge eller ej.
Sædbankens kliniske genetiker laver herefter en dokumenteret risikovurdering af, om sæden kan anvendes eller ej. Hvis risikovurderingen viser, at der er en væsentligt øget risiko for overførsel af genetisk sygdom eller bærertilstand, indfører sædbanken straks permanent anvendelsesforbud mod brug af donors sæd. Sædbanken underretter straks Styrelsen for Patientsikkerhed og de fertilitetsklinikker, som har modtaget sæd fra donoren, om at der er indført permanent anvendelsesforbud.
Underretning af berørte familier
Sædbankerne underretter også berørte familier, der har sæd i depot.
Fertilitetsklinikker har ifølge lovgivningen pligt til at underrette kvinder, som de har behandlet med assisteret reproduktion, hvis de modtager besked fra sædbanken om, at der er indført permanent forbud mod anvendelse af sæd fra den donor, hvis sæd blev anvendt ved behandlingen.
Hvis du er blevet gravid efter behandling med sæd fra en donor, der senere opnår et permanent anvendelsesforbud, har fertilitetsklinikken pligt til at kontakte dig hurtigst muligt. Klinikken skal oplyse om det permanente anvendelsesforbud, og hvorfor sæden ikke længere må bruges. Fertilitetsklinikken skal derudover oplyse, hvilke tiltag eller undersøgelser som eventuelt måtte være relevante for dit barn.
Hvis du ikke har hørt fra din fertilitetsklinik
Hvis du ikke har modtaget en underretning fra din fertilitetsklinik, betyder det som udgangspunkt, at der ikke er konstateret forhold vedrørende din donor, der kræver kontakt.
Hvis du alligevel er bekymret eller har mistanke om, at du ved en fejl ikke er blevet underrettet, kan du altid kontakte den fertilitetsklinik, hvor du blev behandlet.
Styrelsen for Patientsikkerhed er ikke i besiddelse af oplysninger om konkrete donorer eller fertilitetsbehandlinger, og vi kan derfor ikke svare på spørgsmål om konkrete behandlingsforløb.
Vi kan dog hjælpe dig med information om hvilken klinik, der har overtaget dine data, hvis den fertilitetsklinik, hvor du blev behandlet, er ophørt.