Omsætning
Hvis behandlingsstedet har en forventet omsætning, som ligger under omsætningsgrænsen, skal det ikke registreres som behandlingssted, men styrelsen skal underrettes om behandlingsstedet.
Da behandlingsstedet skal registreres, inden behandlingen påbegyndes, er omsætning ikke nødvendigvis kendt ved registrering. Hvis du har underrettet om et behandlingssted, som du forventede lå under omsætningsgrænserne, og du bliver opmærksom på, at omsætningen kommer til at overstige grænsen, skal du snarest muligt registrere behandlingsstedet.
Se omsætningsgrænser og gebyrer
Med omsætning forstås hele behandlingsstedets nettoomsætning, uanset om denne kommer fra sundhedsfaglig behandling eller andre aktiviteter.
Omsætningen opgøres som nettoomsætningen, der efter årsregnskabsloven (jf. bekendtgørelse nr. 1580 af 10. december 2015 af årsregnskabsloven) er et udtryk for virksomhedens samlede salg eksklusiv moms, afgift og skat. Nettoomsætning defineres i Årsregnskabsloven som:
"Salgsværdien af produkter og tjenesteydelser m.v., der henhører under selskabets ordinære aktiviteter med fradrag af prisnedslag, merværdiafgift og anden skat, der er direkte forbundet med salgsbeløbet."
Da offentlige behandlingssteder typisk ikke har en omsætning, vil reglen om undtagelse fra registrering og gebyr ved en lav årlig omsætning i praksis ikke kunne anvendes på offentlige behandlingssteder.
Omsætningsbeløbet reguleres en gang årligt den 1. januar med Finansministeriets indeks for pris- og lønudviklingen.
Ved underretning om en virksomhed med lav omsætning skal vi have oplysninger om:
- Virksomhedens eventuelle CVR-nummer
- Autorisations-id på behandlingsstedets sundhedspersoner
- Behandlingsstedets kontaktoplysninger