Hårfjerning med nåle-epilering og andre behandlinger med elektrokoagulation

Elektrokoagulation må kun foretages af en læge eller dennes medhjælp. Metoden anvendes til både kosmetiske og medicinske behandlinger – herunder hårfjerning, fjernelse af hudgevækster, behandling af karsprængninger, rynkebehandling, reducering af ar fx ved Du Lac-metoden. Hvorvidt behandlingen kræver registrering afhænger af om formålet er kosmetisk eller medicinsk.

Hårfjerning med elektrokoagulation

Om behandlingen

Behandlingen virker ved brug af strøm og har tilsvarende effekt som laserhårfjerning. Ved metoden sker der en lokal opvarmning af vævet for at opnå den ønskede effekt og dermed også en tilsigtet vævsskade.

Der sker en lokal opvarmning af vævet fra små nåle, der stikkes ned i hårsækken. Varmen kommer fra et apparat, der tilfører højfrekvent strøm (også kaldet diatermi eller RF), og derved opstår der en kontrolleret tilsigtet vævsskade svarende til nålespidsens placering i vævet. Der sker både en mekanisk påvirkning af vævet via nålen og en termisk forbrænding af hårsækken, der bevirker hårdestruktion.

Behandlingen har som udgangspunkt ikke til formål at lave sår eller forbrænding på huden, men dette kan forekomme. De mest almindelige bivirkninger er forbigående smerte, akne, hævelse og rødme af huden. Alvorligere bivirkninger kan være arvævsdannelse, vævsskade med lokal vævsdød til følge, infektioner i huden samt ændring af hudens pigmentering efterfølgende.

Behandlingseffekten og den tilsigtede vævsskade svarer til hårfjerning med laser i klasse 3B og 4.

Regler ved hårfjerning i kosmetisk øjemed (kosmetisk indikation)

Når hårfjerning med nåle-epilering bliver udført med det hovedformål at forandre eller forbedre udseendet ved brug af elektrokoagulation eller højfrekvent strøm, er der tale om kosmetisk behandling. Det vil sige, at behandlingen er omfattet af de særlige regler i bekendtgørelse om kosmetisk behandling § 4, nr. 23 om non-ablativ behandling med laser og metoder med tilsvarende effekt, som virker ved brug af lys, lyd eller strøm eller lignende samt § 6, nr. 5 om fjernelse af hår med laser i klasse 3B eller 4, IPL og andre metoder med tilsvarende effekt, som virker ved brug af lys, lyd eller strøm eller lignende.

Det betyder at behandlingen kun må udføres af læger og deres medhjælp, som er registreret til at udføre denne kosmetisk behandling hos os. Dette gælder også hårfjerning med ”Du Lac”-metoden.

Regler ved hårfjerning i medicinsk øjemed (medicinsk indikation)

Fjernelse af generende hårvækst som følge af underliggende sygdom, fx svære tilfælde af hirsutisme, er ikke omfattet af de særlige regler i bekendtgørelse om kosmetisk behandling. Det skyldes at hovedformålet her ikke er at forandre eller forbedre udseendet, men at behandle et symptom på en sygdom. Der er derfor ikke krav om, at lægen er registreret som kosmetisk behandler.

Behandlingen er dog stadig lægeforbeholdt, fordi den foregår ved gennembrud af hud. Lægen kan benytte medhjælp til at fjerne hårvæksten, hvis de almindelige regler om brug af medhjælp følges, bl.a. relevant instruktion af og tilsyn med medhjælpen. 

Læs om brug af medhjælp

Øvrige behandlinger med elektrokoagulation

Fjernelse af hudgevækster

Elektrokoagulation kan også anvendes til at fjerne hudgevækster som vorter, leverpletter, talgknopper, modermærker og lignende.

Det er kun læger, der må fjerne hudgevækster, herunder modermærker ved brug af elektrokoagulation. Dette betragtes som udgangspunkt som sygdomsbehandling, og det betyder, at der ikke er krav om, at lægen er registreret som kosmetisk behandler. Lægen må gerne benytte medhjælp, hvis de almindelige regler om brug af medhjælp følges, bl.a. relevant instruktion af og tilsyn med medhjælpen.

Læs om brug af medhjælp

Det er vigtigt, at lægen særligt sikrer, at der ikke utilsigtet fjernes forstadier til hudkræft, der kan forsinke eller forhindre behandling og helbredelse heraf. Modermærker skal derfor som udgangspunkt fjernes kirurgisk, og vævet sendes til undersøgelse.

Behandling af karsprængninger, rynker og ar 

Metoden kan også bruges til at behandle karsprængninger og rynker, reducere ar og lignende. Der er tale om en metode med tilsvarende effekt, som non-ablativ laserbehandling i klasse 3B eller 4, IPL. Hvis formålet med behandlingen er at forandre eller forbedre udseendet, er der tale om kosmetisk behandling. Det vil sige, at behandlingen er omfattet af de særlige regler i bekendtgørelse om kosmetisk behandling.

Det betyder, at behandlingen kun må udføres af hudlæger (speciallæger i dermato-venerologi), som er registrerede til at udføre kosmetisk behandling hos Styrelsen for Patientsikkerhed.

Hudlægen må godt benytte medhjælp til at foretage behandlingen, hvis medhjælpen også er registreret og har fået tilladelse hos os. Det er lægens ansvar at vurdere, om behandlingen foretages i kosmetisk eller medicinsk øjemed.

Brug af medhjælp til kosmetisk behandling

Hvis medhjælp har relevant sundhedsfaglig autorisation

Til visse kosmetiske behandlinger må læger gerne benytte medhjælp, hvis disse også er registrerede hos os. Medhjælp kan være en læge, tandlæge eller sygeplejerske med dokumenterede, relevante kvalifikationer.

Registrerede medhjælpere må foretage forundersøgelse, vælge behandling til patienten og udføre visse behandlinger, såsom fjerne hår og kar samt udføre milde rynkebehandlinger med laser, IPL og andre metoder med tilsvarende effekt, som virker ved brug af lys, lyd, strøm eller lignende.

Hvis medhjælp er uden relevant sundhedsfaglig autorisation

Vi kan også give tilladelse til, at personer uden relevant autorisation fx kosmetologer kan være medhjælp til en registreret læge. Tilladelsen gives efter en konkret vurdering af personens kvalifikationer. I de tilfælde kan medhjælpen dog ikke foretage forundersøgelse og vælge behandling til patienten.

Der skal være registreret en ansvarlig læge til behandlingen på behandlingsstedet, og medhjælpen – fx kosmetologen – skal være registreret som denne læges medhjælp for at . kunne foretage kosmetisk behandling med lasere i klasse 3B eller 4, IPL eller andre metoder med tilsvarende effekt, som virker ved brug af lys, lyd, strøm eller lignende

Læs om de faglige kvalifikationskrav for medhjælp

Registrer kosmetisk behandling