Informeret samtykke for børn og unge

Her kan du læse nærmere om reglerne for, hvem der kan give informeret samtykke til en behandling, og hvem der skal informeres, når behandlingen vedrører børn under 15 år og unge mellem 15 og 17 år.

For patienter under 15 år er det som udgangspunkt indehaveren af forældremyndigheden, der kan give informeret samtykke, men som sundhedsperson skal du informere og inddrage patienten i drøftelserne af behandlingen. Unge over 15 år kan selv give informeret samtykke, men indehaveren af forældremyndigheden skal informeres og inddrages.

Læs mere om de formelle krav til informationen og samtykket

Samtykke til behandling for børn under 15 år

For patienter under 15 år, er det som udgangspunkt indehaveren af forældremyndigheden, der kan give informeret samtykke, men som sundhedsperson skal du informere og inddrage patienten i drøftelserne af behandlingen i det omfang, patienten forstår behandlingssituationen, medmindre det kan skade patienten.

Lovgivning

  • Forældreansvarslovens § 2, stk. 1, fastsætter, at indehaveren af forældremyndigheden skal drage omsorg for den mindreårige og kan træffe afgørelser om den mindreåriges personlige forhold ud fra den mindreåriges interesser og behov. 

  • Ifølge sundhedsloven skal barnet dog informeres og inddrages i drøftelserne af behandlingen i det omfang, barnet forstår behandlingssituationen, medmindre dette kan skade barnet.

  • Det fremgår af forældreansvarslovens § 3, at har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene.

  • Barnets lov § 40 fastlægger reglerne i tilfælde af, at indehaverne af forældremyndigheden ikke varetager barnets tarv i forbindelse med alvorlig sygdom.

For nærmere vejledning om forældreansvarsloven, herunder bl.a. bopælsforælderens kompetence, skal vi henvise til Socialstyrelsen, da forældreansvarsloven hører under dem.

Hvem kan give samtykke

Det fremgår af forældreansvarslovens § 3, at har forældre fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene.

Almindelige lægelige undersøgelser og behandlinger, mindre medicinske indgreb og mild medicinering kan ske med samtykke fra den ene forældremyndighedsindehaver. I den type situationer kan der ikke stilles krav til dig som sundhedsperson om at indhente samtykke fra den anden forældremyndighedsindehaver.

Eksempler på dette kan være iværksættelse af smertestillende behandling med paracetamol eller fyldning af hul i en tand.

Større behandlinger kræver samtykke fra begge forældremyndighedsindehavere.

Det er den behandlingsansvarlige sundhedsperson, der skal vurdere, om behandlingen kræver begge samtykke fra begge indehavere af forældremyndigheden, og indhente samtykket.

Eksempler på større behandlinger:

  • Kirurgiske indgreb
  • Behandling med kraftig medicin og undersøgelser, fx kemoterapi
  • Ikke-ubetydelige legemsindgreb fx transplantation
  • Psykologiske eller psykiatriske behandlinger
  • Indlæggelse og behandling på et sygehus 

Hvis du har brug for hjælp til at vurdere, om du skal indhente samtykke fra begge indehavere af forældremyndigheden, kan du finde praksis om informeret samtykke ved at søge på afgørelser fra Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn (stpk.dk)

På hjemmesiden kan du blandt andet vælge det juridiske tema ”Information og samtykke” og dermed indsnævre søgningen til det, der er relevant for dig.

Hvis forældremyndighedsindehaverne ikke bor sammen, kan bopælsforælderen træffe afgørelser om overordnede forhold i barnets liv. Det betyder, at overordnede ikke-væsentlige beslutninger kan træffes af bopælsforælderen på egen hånd. Almindelige dagligdagsbeslutninger kan også træffes af den forældremyndighedsindehaver, der på tidspunktet har barnet hos sig.

For nærmere vejledning om forældreansvarsloven,  bl.a. om bopælsforælderens kompetence, skal vi henvise til Socialstyrelsen, da forældreansvarsloven hører under dem.

Når der er en kendt uenighed mellem indehaverne af forældremyndigheden om en behandling af et barn under 15 år, bør du som sundhedsperson sikre samtykke fra begge. 

Hvis indehaverne af forældremyndigheden ikke varetager barnets tarv i tilfælde, hvor der er tale om en livstruende sygdom eller sygdom, der udsætter barnet for betydelig og varig nedsat funktionsevne, kan børn- og ungeudvalget træffe beslutning om undersøgelse eller behandling efter Barnets lov § 40.

Patienter der er fyldt 15 år, kan selv give informeret samtykke til en behandling. Som sundhedsperson skal du altså ikke indhente samtykke fra indehaveren af forældremyndigheden, men alene fra den unge, som er fyldt 15 år.

Du skal dog informere og inddrage indehaveren af forældremyndigheden i den unges stillingtagen.

Det betyder, at du som sundhedspersonen skal forhøre dig om forældrenes opfattelse af behandlingsbehov og ønsker, og at behandlingssituationen skal drøftes mellem alle parter, typisk med det formål at få en fælles enighed om behandlingsønsker mv. Hvis der er uenighed mellem den unge og forældrene, er det den unge, som er fyldt 15 år, der bestemmer.

Hvis en ung, der er fyldt 15 år, ikke selv er i stand til at forstå konsekvenserne af sin stillingtagen, er det i stedet indehaveren af forældremyndigheden, der kan give informeret samtykke til en behandling.

Det er dig som sundhedspersonen, der har ansvaret for at indhente et informeret samtykke, og som skal vurdere, om den unge kan overskue konsekvenserne af sin stillingtagen. Hvis du vurderer, at den unge ikke kan forstå konsekvenserne af sin beslutning, skal du i stedet indhente et stedfortrædende samtykke fra forældremyndighedens indehavere.

Der kan også være tilfælde, hvor du som sundhedsperson ikke skal informere indehaverne af forældremyndigheden om opstart af behandling af en ung mellem 15-17-år. Det er en konkret vurdering, som den behandlingsansvarlige sundhedsperson skal foretage inden, en behandling kan sættes i gang.

Beslutningen afhænger af en række omstændigheder, bl.a.:

  • behandlingens karakter
  • sygdommens alvor
  • oplysningernes art
  • barnets/den unges alder og modenhed
  • behovet for opfølgning i hjemmet
  • udøvelsen af forældrenes omsorgspligt.
  • tungtvejende hensyn til barnet/den unge, som taler for at undlade at informere indehaverne forældremyndighed om oplysninger, som den mindreårige har givet dig som sundhedsperson

Til støtte for at foretage denne vurdering, kan du læse nærmere i vejledning om information og samtykke og om videregivelse af helbredsoplysninger mv., som er linket til nederst på siden. Under pkt. 3.1.1.

Da informeret samtykke er en grundlæggende rettighed, er det også vigtigt, at du som sundhedsperson ved, hvem der kan give et informeret samtykke i de situationer, hvor børn er anbragt uden for hjemmet. Her er listet 3 situationer:

Hvis andre, fx plejeforældre eller personale på en daginstitution, ledsager barnet til behandling, skal den sundhedsperson, der foretager behandlingen, ringe til en af barnets forældremyndighedsindehavere for at indhente informeret samtykke. Det skyldes, at det informerede samtykke forudsætter, at forældremyndighedsindehaveren har fået mundtlig information og har givet sit samtykke på den baggrund.

Hvis det ikke er muligt at opnå kontakt til en af forældremyndighedsindehaverne og indhente samtykket på den måde, må behandlingen udsættes, medmindre der er en akut behandlingssituation efter § 19 i sundhedsloven.

Det gælder dog ikke i de situationer, hvor kommunen i medfør af Barnets lov § 97, stk. 2 har truffet afgørelse. I den situation vil § 97-afgørelsen udgøre tilstrækkelig dokumentation.

Under en anbringelse uden for hjemmet af et barn eller en ung har kommunen en vidtgående adgang til at træffe beslutninger om barnets eller den unges forhold, når det er nødvendigt under hensynet til formålet med anbringelsen. 

Hvis forældremyndighedsindehaveren ikke ønsker at samarbejde med kommunen, eller hvis kommunen vurderer, at der er behov for en afgørelse om barnets eller den unges forhold, som forældremyndighedsindehaveren ikke er enig i, kan kommunen træffe afgørelse efter Barnets lov § 97, stk. 2. Der kan træffes afgørelse om barnets eller den unges behandling, uddannelse, anbringelsessted m.v. Forældremyndighedsindehaveren og barnet eller den unge, der er fyldt 12 år, kan klage til Ankestyrelsen over kommunalbestyrelsens afgørelser efter § 97, stk. 2.

Hvis det ikke er muligt at indhente samtykke fra forældremyndighedsindehaver i situationer med fx sygdom eller fængsling, har kommunen også mulighed for at træffe afgørelse efter Barnets lov § 97, stk. 2, hvis betingelserne for det er opfyldt. 

Vi skal henvise til Social-, Bolig- og Ældreministeriet for yderligere vejledning om reglerne i Barnets lov.

I de tilfælde hvor forældrene ikke længere har forældremyndigheden over et anbragt barn, vil forældrene ikke længere være bemyndiget til at varetage barnets interesser, som bl.a. samtykke til behandling. I så fald vil barnet formentlig typisk have en værge eller en anden person end de biologiske forældre, som vil have forældremyndigheden over barnet. 

Det følger af sundhedslovens § 14, at for en patient, der ikke selv kan varetage sine interesser, indtræder den eller de personer, der er bemyndiget efter lovgivningen, i patientens rettigheder, i det omfang det er nødvendigt for at varetage patientens interesser i den pågældende situation.

Øjeblikkeligt behandlingsbehov

Hvis en patient under 15 år befinder sig i en situation, hvor øjeblikkelig behandling er påkrævet for patientens overlevelse eller for på længere sigt at forbedre patientens chance for overlevelse eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen, kan en sundhedsperson indlede eller fortsætte en behandling uden samtykke fra forældremyndighedens indehavere.

Det vil sige, at hvis der opstår et øjeblikkeligt behandlingsbehov for patienten, og der ikke er tid til at kontakte forældremyndighedens indehavere, så vil sundhedspersonen kunne påbegynde behandlingen, jf. sundhedsloven § 19. Ved øjeblikkeligt behandlingsbehov menes øjeblikkelig livsnødvendig behandling, eller hvor behandling er uopsættelig for på længere sigt at forbedre patientens chance for at overleve eller for et væsentligt bedre resultat af behandlingen.

Det er en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, om der er tale om et øjeblikkeligt behandlingsbehov.