Ansvar og instrukser

På plejehjem, i hjemmesygeplejen, i hjemmeplejen og på bosteder har ledelsen og personalet hver sine roller i forhold til medicinhåndtering.

Ledelsens ansvar

Plejehjemmets, hjemmesygeplejens/hjemmeplejens og bostedernes ledelse har ansvaret for, at der er instrukser for faglig forsvarlig tilrettelæggelse af medicinhåndteringen, samt at personalet kender og anvender instrukserne. Derudover skal ledelsen sikre, at det personale, der varetager medicinhåndteringen, er oplært i det, samt at arbejdsgange omkring medicinering af patienter er sikre og forståelige, at de rette kompetencer er til rådighed for arbejdet, at rolle- og ansvarsfordeling er tydelig, samt at alle involverede medarbejdere har den tilstrækkelige viden om håndtering af medicin.

Personalets ansvar 

Når du dispenserer og administrerer ordineret medicin, handler du som medhjælp for den, der har ordineret medicinen. Både autoriseret og ikke-autoriseret sundhedspersonale samt andre medarbejdere har et selvstændigt ansvar, når de handler som medhjælp. Som medhjælp har du ansvar for at udføre opgaven efter den instruktion, du har fået. Hvis du får mistanke om fejl i medicinordinationer eller i medicinhåndteringen, kan du kontakte den, der har ordineret medicinen, så eventuelle fejl kan blive rettet. Du skal frasige dig opgaven, hvis du ikke kan varetage den forsvarligt – herunder, hvis du ikke er i stand til at sikre den nødvendige observation af patienten.

Instrukser

Ledelsen skal sikre, at der er skriftlige instrukser for medicinhåndtering. 

Instrukserne skal beskrive:

  • Personalets ansvar og kompetence i forbindelse med medicinhåndteringen.
  • Arbejdsgange for personalet, når medicin bliver ordineret i FMK.
    • Procedure for journalføring af medicinordinationer, herunder
    • Skriftlige medicinordinationer
    • Telefonordinationer
    • Ordinationsændringer
    • Receptfornyelse
    • Ophør med medicin
    • Administration af medicin, der ikke kan dispenseres i æsker eller poser, fx insulin, øjendråber, inhalationsspray og smerteplastre.
  • Modtagelse af medicin – herunder kontrol og journalføring af, at medicinen er i overensstemmelse med ordinationen.
  • Opbevaring af medicin, så den er utilgængelig for uvedkommende.
  • Dispensering af medicin.
  • Medicinadministration.
  • Identifikation af patienten og patientens medicin.
  • Håndtering af dosispakket medicin.
  • Særlige forhold ved håndteringen af bestemte lægemidler, fx hvis et lægemiddel ikke skal gives i faste doser.
  • Samarbejdet med de behandlende læger vedrørende medicinordinationer.
  • Hvordan personalet skal forholde sig, hvis patienten selv indtager eller ønsker at indtage håndkøbsmedicin, naturlægemidler eller kosttilskud, som ikke er ordineret.
  • Specialopgaver, fx brug af adrenalin.
  • Rapportering og håndtering af fejl og utilsigtede hændelser i forbindelse med medicinhåndtering.