Styrelsen for Patientsikkerhed har den 22. april 2026 givet påbud til Kosmetisk behandling Robert Kulik om at sikre tilstrækkelig journalføring.
Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Kosmetisk behandling Robert Kulik straks at sikre:
- tilstrækkelig journalføring.
Påbuddet kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed ved et nyt tilsynsbesøg har konstateret, at påbuddet er efterlevet.
Baggrund
Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte den 12. februar 2026 et planlagt, varslet tilsyn med Kosmetisk behandling Robert Kulik. Baggrunden for tilsynet var, at vi havde udvalgt behandlingsstedet ved en tilfældig stikprøve.
Behandlingsstedet Kosmetisk behandling Robet Kulik er en privatejet klinik, hvor læge Robert Kulik foretager behandlinger med botulinumtoksin og ikke- permanente fillers.
Ved tilsynet blev der gennemgået fem journaler.
Vi har ved afgørelsen benyttet oplysninger, der kom frem ved tilsynet, og som er anført i tilsynsrapporten. For en detaljeret gennemgang af fundene ved tilsynsbesøget henvises til tilsynsrapporten.
Vi har den 25. marts 2026 modtaget materiale i form af kopier af tre patientjournaler, som også er inddraget i afgørelsen. Vi vurderer på baggrund heraf, at der er arbejdet målrettet med at indfri de uopfyldte målepunkter.
Vi anerkender, at Kosmetisk behandling Robert Kulik har iværksat og planlagt tiltag med henblik på at rette op på journalføringen. Vi kan dog ikke på det foreliggende grundlag konkludere, at journalføringen er tilstrækkelig, og at der dermed er rettet op på de konstaterede forhold.
Begrundelse for påbuddet
Vi konstaterede, at der ikke blev udført journalføring i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1361 af 24. november 2025 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføringsbekendtgørelsen) og bekendtgørelse nr. 834 af 27. juni 2014 om kosmetisk behandling §§ 36-37.
Vi konstaterede, at den fokuserede objektive undersøgelse ikke fremgik af journalen, ligeledes fremgik indikationen for behandlingen og patientens ønske og behandlingsplanen ikke. Det var heller ikke journalført, hvordan der var fulgt op på behandlingerne.
Vi konstaterede endvidere, at det ikke var journalført, hvilken version af den skriftlige patientinformation patienten havde fået udleveret.
Vi lægger vægt på, at journalen er et arbejdsredskab, der danner grundlag for behandling af patienten, dokumenterer den udførte behandling, sikrer kontinuitet i behandlingen og dokumenterer information af patienten. Journalen tjener til at skabe det bedst mulige grundlag for den diagnostiske proces og iværksættelse af den adækvate behandling. Manglende journalføring kan være et udtryk for, at behandlingen enten ikke har været udført eller er udført forkert. Ligeledes kan journalen have betydning for den videre behandling af patienten, herunder ved behandlerskifte.
Vi vurderer på den baggrund, at korrekt journalføring ud fra et patientsikkerhedsmæssigt synspunkt er en basal og grundlæggende forudsætning for at udøve sundhedsfaglig virksomhed.
Ved gennemgang af patientjournalerne konstaterede vi også, at patientjournalerne blev skrevet på fortrykte papirskabeloner, men de anvendte skabeloner var ikke systematisk udfyldt. Der manglede fx patienternes fulde navn og personnummer på nogle af journalernes ark. Det var heller ikke systematisk påført, hvem der havde skrevet notaterne, og der manglede datering på de fleste sider af patienternes journaler.
Vi vurderer, det udgør en risiko for forveksling af journaler, hvis det ikke tydeligt fremgår af alle journalark, hvilken patient journalen tilhører. Ligeledes udgør det en risiko for uklarhed om, hvornår en behandling er foregået, hvis dette ikke tydeligt fremgår af journalen.
Vi konstaterede også, at billeder, der var taget før behandling, var arkiveret elektronisk. De var ikke påført dato, og de manglede patientens personnummer. Der forelå ikke efterfølgende kontrolbilleder for de patienter, der havde været til kontrol
Vi vurderer, det udgør en risiko for patientsikkerheden, hvis det ikke er muligt at konkludere om billeder hører til en bestemt patient og fx bidrage til afklaring af, om patientens efterfølgende symptomer mv. er opstået som følge af den kosmetiske behandling.
Der var ikke skrevet i papirjournalen, at der forelå elektroniske billeder af de påtænkte behandlingsområder.
Hvis en journal føres delvist elektronisk og delvist som papirjournal, herunder i form af bilag, skal det klart fremgå af begge, hvilke oplysninger, der føres i den elektroniske patientjournal, og hvilke oplysninger, der foreligger i papirform.
Vi vurderer, at det udgør en risiko for patientsikkerheden, hvis der ikke er en krydshenvisning mellem den elektroniske journal og papirjournalen, hvis der foreligger billeder i forbindelse med en opfølgende kontrol. Krydshenvisningen skal sikre et samlet overblik over behandlingen.
Vi vurderer, at de beskrevne grundlæggende og gennemgående mangler i form af ikke ajourført, fyldestgørende og systematisk journalføring rummer en betydelig fare for patientsikkerheden både med hensyn til sikring af kontinuitet og kvalitet i pleje og behandling af den enkelte patient.
Samlet vurdering
Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at fejlene og manglerne i relation til journalføring samlet set udgør større problemer af betydning for patientsikkerheden.