Denne side beskriver de krav og retningslinjer, der gælder for de superviserede patientbehandlinger, som indgår som grundlag for registrering til kosmetisk behandling.
Reglerne skal sikre, at personer, som ønsker registrering til kosmetiske behandlinger, opnår de nødvendige faglige kompetencer gennem et patientsikkert supervisionsforløb.
Kravene bygger på reglerne om kosmetisk behandling og benyttelse af medhjælp:
Bekendtgørelse om kosmetisk behandling
Vejledning om kosmetisk behandling
Bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp
Vejledning om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp
Hvad er en superviseret behandling?
En superviseret behandling er en behandling, der udføres som led i et oplæringsforløb.
Der er ikke tale om delegation.
Den superviserende læge har det fulde ansvar for patientbehandlingen og skal sikre, at den person, der superviseres, opnår de nødvendige faglige kvalifikationer til at udføre den konkrete kosmetiske behandling.
Hvem kan blive superviseret?
Supervision kan kun finde sted, hvis formålet er, at personen efterfølgende skal registreres til den pågældende kosmetiske behandling.
Bemærk: Hvis registrering til behandlingen kræver en bestemt sundhedsfaglig autorisation, skal personen opfylde dette krav inden supervisionen.
Eksempelvis kan kun læger, tandlæger og sygeplejersker superviseres til behandling med botulinumtoksin.
Hvem kan foretage supervision?
Det overordnede ansvar for patientbehandlingen og for kvaliteten af supervisionen ligger altid hos den registrerede læge. Det gælder uanset om lægen lader sin registrerede medhjælp varetage supervisionen.
Det er et krav, at den behandlingsansvarlige læge er fysisk tilstede på behandlingsstedet, når der foretages superviserende behandlinger.
Lægen skal:
- Være registreret til den pågældende kosmetiske behandling.
- Være registreret på det behandlingssted, hvor supervisionen foregår.
- Sikre, at den superviserede tilegner sig de relevante og tilstrækkelige faglige kvalifikationer, modtager supervision patientsikkert og tilpasset personens uddannelsesniveau, deltager i refleksion og superviseres i forundersøgelse og valg af behandling, hvis relevant.
- Løbende holde sin faglighed opdateret, dvs. både den teoretiske viden og den behandlingsmæssige erfaring med de pågældende kosmetiske behandlinger.
Medhjælp:
Lægen kan lade sin registrerede medhjælp udføre supervisionen, hvis lægen kan stå inde for, at medhjælpen har modtaget tilstrækkelig teoretisk og praktisk oplæring og dermed er fagligt kvalificeret til at udføre den pågældende behandling.
Hvis medhjælpen skal udføre supervisionen kræver det, at vedkommende:
- Er registreret under lægen til den pågældende behandling
- Er registreret på det behandlingssted, hvor supervisionen skal foregå
- Foretager supervisionen under lægens ansvar og instruktion
- Har fået en skriftlig instruks fra lægen.
Medhjælpen må kun supervisere forundersøgelser og valg af behandling, hvis vedkommende selv må foretage det.
Begrænsninger
Den person, der superviseres må ikke:
- Udføre behandling på den superviserende læge eller medhjælp
- Udføre superviserede behandlinger på sig selv.
Kravene skal sikre objektivitet og mulighed for observation, faglig vurdering og korrigering af behandlingen på en ekstern patient.
Krav om lægens fysisk tilstedeværelse under supervision
Hvis den behandlingsansvarlige læge lader sin registrerede medhjælp udføre supervisionen, skal lægen være fysisk til stede på behandlingsstedet, når der udføres superviserede patientbehandlinger.
Lægen behøver ikke overvære medhjælpens supervisering, men skal være fysisk til stede på behandlingsstedet for at kunne:
- Intervenere i behandlingen, hvis det bliver nødvendigt
- Sikre korrekt håndtering af komplikationer
- Sikre, at supervisionen foregår patientsikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Det er et krav at den, der udfører supervisionen – om det er lægen selv eller medhjælpen – skal overvære den kosmetiske behandling, som den superviserede person udfører. Det betyder, at supervisor under hele behandlingsforløbet skal stå ved siden af den person, der superviseres. Formålet er at kunne observere teknikken, korrigere eventuelle fejl og vurdere, om personen har opnået de nødvendige kompetencer.
Krav til journalføring
Alle superviserede behandlinger skal journalføres.
I patientjournalen skal det tydeligt fremgå:
- Hvem, der har udført behandlingen
- Hvad vedkommende har udført
- Hvem, der superviserede behandlingen.
Dette gælder også ved journalføring af forundersøgelser.
Krav om 1:1-supervision
Supervision skal som udgangspunkt foregå mellem én supervisor og én superviseret person.
Det skyldes, at den superviserede efter endt oplæring ofte vil stå alene med patienten. Det er derfor afgørende, at vedkommende i supervisionsforløbet:
- Har selvstændig kontakt med patienten
- Lærer at varetage hele behandlingsforløbet under trygge og kontrollerede rammer
- Opnår evne til at informere, udføre og følge op på behandlingen uden støtte fra andre.
Hvis flere personer skal superviseres samme dag i den samme behandling – fx ikke-permanente fillers – skal hver person behandle hver sin patient. En patient kan altså ikke deles mellem flere superviserede personer ved samme behandlingstype på samme dag.
Dette gælder, uanset om patienten skal have foretaget flere behandlinger af samme behandlingstype, fx botulinum toksin i forskellige områder på samme dag. Behandlingen vil alene tælle med som én superviseret behandling for én person, der superviseres.
- Hvis samme behandling (fx filler to steder i ansigtet) udføres på samme patient samme dag, tæller det som én behandling.
- Hvis patienten kommer igen en anden dag, tæller det som en ny behandling.
- Patienterne skal kunne skelnes fra hinanden, men ikke kunne identificeres (ingen navne, CPR-numre osv.).
Her er et eksempel på, hvordan patientlisten kan opstilles, så oplysningerne fremgår korrekt og anonymt:
Skabelon for superviserende patientbehandlinger
Forundersøgelse og behandlingsvalg
Hvis den person, der superviseres, skal opnå kompetencer til selvstændigt at varetage både forundersøgelse og behandling, skal personen superviseres i begge dele.
Det omfatter bl.a.:
- Information til patienten
- Valg af behandling
- Gennemførelse af forundersøgelsen.
Det er ikke et krav, at forundersøgelse og behandling udføres på de samme patienter. Den superviserende læge har ansvaret for, at den der superviseres opnår de relevante kompetencer inden for begge områder.
I den indsendte dokumentation for patientlister skal det fremgå, at personen også er blevet superviseret i at varetage forundersøgelser og information af patienten.
Krav til tidsbegrænsning og varighed
Supervisionsforløbet skal gennemføres inden for en afgrænset periode.
Supervisionsforløb, der strækker sig over mere end to år, kan som udgangspunkt ikke danne grundlag for registrering, fordi den nødvendige kontinuitet og kompetenceudvikling ikke anses for opfyldt.
Det er et krav, at den superviserende læge tilrettelægger et sammenhængende supervisionsforløb passende til behandlingens kompleksitet og personens erfaring, samt løbende dokumenterer og evaluerer den superviseredes kompetenceudvikling.
Der må ikke være længerevarende pauser i forløbet, da kontinuiteten i så fald ikke opretholdes.
Anbefalet antal superviserede behandlinger pr. dag
Vi anbefaler følgende maksimale antal behandlinger pr. dag pr. superviseret person:
| Behandling | max antal pr dag | Begrundelse |
| Injektionsbehandling | 5-10 | Injektionsbehandlinger er teknisk og klinisk komplekse og kræver nøjagtig vurdering af anatomi og indikation, grundig patientsamtale og informeret samtykke, refleksion og faglig feedback fra den superviserende læge samt tid til at dokumentere korrekt og evaluere behandlingen. |
| Laserbehandling, peeling og øvrig mindre behandling | 10 | Laserbehandlinger og peelinger vurderes generelt som teknisk mindre krævende end injektionsbehandlinger og operative indgreb, og det er derfor fagligt forsvarligt med et større behandlingsomfang – forudsat at der fortsat er tid til korrekt patientinformation, journalføring og feedback. |
| Andre behandlinger | Konkret faglig vurdering | Her foreligger ikke en anbefaling. Det daglige antal af superviserede behandlinger, vil bero på den konkrete individuelle vurdering, som lægen i forvejen foretager. |
Ansvaret for behandlingen
Den superviserende læge har det overordnede ansvar for behandlingen og bærer det endelige juridiske og sundhedsfaglige ansvar for behandlingen. Det gælder uanset om lægen lader sin registrerede medhjælp udføre supervisionen.
Det indebærer, at lægen har ansvaret for:
- At regler og dokumentationskrav overholdes, når behandlinger foretages under supervision
- At den superviserede person kun udfører behandlinger, som vedkommende er kvalificeret til
- At personen, som superviseres, tilegner sig de relevante og tilstrækkelige kvalifikationer gennem supervisionen
- At vurdere endeligt, hvor mange superviserede patientbehandlinger, der må udføres pr. dag.
Hvis den superviserede person har en sundhedsfaglig autorisation, er vedkommende samtidig selvstændigt ansvarlig for at handle i overensstemmelse med sine kompetencer og den faglige standard.