Diagnostisk IT og patientjournalen
Når du anvender diagnostiske IT-systemer på det parakliniske område som fx RIS, LABKA, CGI, MADS, ProSang osv., er det vigtigt at være opmærksom på, at IT-systemerne ses som et supplement til patientjournalen, da oplysninger fra IT-systemerne overføres til patientjournalen. Det er i IT-systemerne også muligt at koble yderligere kommentarer på som bioanalytikeren vurderer, er nødvendige for at beskrive resultatet.
Hvis du noterer direkte i patientjournalen, skal de generelle krav til journalføring opfyldes.
Noter, udregninger og svar på parakliniske analyser
Noter, udregninger, materialer mv., der indgår i diagnostik- og analysearbejdet, og som vurderes at være nødvendige for behandlingen af patienten, skal overføres til patientjournalen. Svar på parakliniske analyser og undersøgelser overføres automatisk fra de diagnostiske IT-systemer til patientjournalen. Notater i de diagnostiske IT-systemer skal efterleve de gældende faglige standarder og retningslinjer.