Ferie og korte ophold

Del sidens indhold med andre

Kort fortalt

Det blå EU-sygesikringskort giver dig adgang til behandling, når du opholder dig midlertidigt i EU, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. Midlertidigt vil sige i op til et år. Du er dækket på samme vilkår som andre borgere i det land, du opholder dig i. Vær opmærksom på, at behandling ikke altid er gratis. Kortet dækket ikke hjemtransport – heller ikke hjemtransport af afdøde. Køb en privat rejseforsikring, hvis du helt vil undgå risiko for udgifter i forbindelse med sygdom. Du skal selv bestille det blå EU-sygesikringskort, og du får ikke automatisk et nyt, når det udløber.

Offentlig behandling med det blå kort

Det blå kort giver dig adgang til offentlig behandling i et EU-land, Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz. Du har ret til samme behandling i det offentlige sundhedsvæsen, som landets offentligt sygesikrede borgere selv har ret til. Hvis landets borgere fx selv betaler for at gå til læge, skal du også betale. 

Kortet dækker ikke behandling på private hospitaler eller anden privat behandling. Det dækker heller ikke hjemtransport og ofte heller ikke anden transport. Fx skal du regne med, at du selv skal betale for at blive transporteret i helikopter fra den sorte piste til et hospital, hvis du brækker benet på skiferien. 

Det blå kort er ikke en rejseforsikring

Det blå kort er ikke et alternativ til en rejseforsikring. Reglerne er desuden forskellige, alt efter hvor du rejser hen. Hvis du helt vil undgå udgifter, skal du derfor tegne en privat rejseforsikring.