Klinik For Fodterapi, Lyngbyvej 3, 2100 København Ø

18-03-2026

Styrelsen for Patientsikkerhed har den 19. marts 2026 givet påbud til Klinik For Fodterapi, Lyngbyvej 3, 2100 København Ø, om straks at sikre tilstrækkelig journalføring og forsvarlig hygiejne.

Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Klinik For Fodterapi, Lyngbyvej 3, 2100 København Ø, straks at sikre: 

  1. tilstrækkelig journalføring, 
  2. forsvarlig hygiejne og holdbarhed på sterile produkter. 

Påbuddet kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed ved et nyt tilsynsbesøg har konstateret, at påbuddet er efterlevet.

Baggrund

Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte den 13. januar 2026 et varslet, reaktivt tilsyn med Klinik For Fodterapi. Baggrunden for tilsynet var, at vi havde modtaget en bekymringshenvendelse om de hygiejniske forhold på stedet. 

Klinik for Fodterapi er et privatejet behandlingssted uden ydernummer.

Ved tilsynet blev behandlingsstedet gennemgået. Der blev ikke gennemgået journaler, da der ikke blev ført patientjournal. 

Vi har ved afgørelsen benyttet de oplysninger, der kom frem ved tilsynet, og som er anført i tilsynsrapporten. Vi har desuden inddraget behandlingsstedets partshøringssvar af 8. marts 2026. For en detaljeret gennemgang af fundene ved tilsynsbesøget henvises til tilsynsrapporten. 

Begrundelse for påbuddet

Journalføring

Ved tilsynet konstaterede vi, at der på behandlingsstedet ikke blev ført journal i forbindelse med den sundhedsfaglige virksomhed, der blev udført. 

Der skal oprettes én journal for hver patient på et behandlingssted. Autoriserede sundhedspersoner har pligt til at føre journal. Vi henviste i den forbindelse til bekendtgørelse nr. 1361 af 24. november 2025 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføringsbekendtgørelsen).

For en nærmere beskrivelse af reglerne henviste vi til vejledning nr. 10237 af 1. december 2025 om journalføring for specifikke autorisationsgrupper, herunder fodterapeuter. 

Vi er opmærksom på, at behandlingsstedet kendte patienterne godt og kunne redegøre mundtligt for nogle af patienternes problemstillinger. Vi vurderer dog, at det udgør en risiko for patientsikkerheden, når kendskabet til patienternes sundhedsfaglige problemstillinger og relevante observationer samt behandlinger alene beror på enkeltpersoners viden og ikke fremgår af dokumenationen. 

Det er vores opfattelse, at en korrekt og fyldestgørende journalføring er nødvendig for at sikre kontinuitet i pleje og behandling af patienten, og for at sikre den interne kommunikation på behandlingsstedet og kommunikation med samarbejdspartnere. 

Vi vurderer på den baggrund, at det forhold, at der grundlæggende ikke blev ført journal om den sundhedsfaglige behandling udgør en betydelig fare for patientsikkerheden.  

Klinik for Fodterapi har efterfølgende oplyst, at de er begyndt at journalføre ud fra et skema, som fagforeningen Danske Fodterapeuter har stillet til rådighed. 

Vi anerkender, at der er iværksat tiltag for at sikre journalføring på stedet, men finder det ikke på den baggrund dokumenteret, at der aktuelt er rettet tilstrækkeligt op af hensyn til patientsikkerheden på stedet. 

Hygiejne 

Vi konstaterede endvidere, at der ikke blev udført hygiejne i overensstemmelse med De Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (herefter NIR). Behandlingsstedet var ikke bekendt med de opdaterede hygiejniske forholdsregler i forbindelse med instrumenthåndtering.

Klinikhygiejne  

Ved inspektion af to kabiner var der et arbejdsbord med flere remedier end, hvad der var aktuelt til én fodbehandling. Arbejdsbordet var synligt snavset og remedierne var synligt fyldt med støv, som var dannet i relation til slibning af patienternes hud på fødderne. 

Derudover konstaterede vi, at kabinernes indretning med diverse faste ledninger på gulvet og rullebordets mange kanter, gjorde det vanskeligt at udføre en tilstrækkelig rengøring af overfladerne. 

Vi konstaterede også, at kabinegulvet blev fejet med en gummikost mellem hver patient, selvom der var en støvsuger med HEPA filter til rådighed. 

Procedure for rengøring af instrumenter til flergangsbrug 

Vi konstaterede, at der i rummet, hvor proceduren fra urene til rene instrumenter blev foretaget, ikke var en tydelig adskillelse af urent og rent område. Rengøringsprocedurerne af instrumenterne foregik i umiddelbar nærhed af hinanden med risiko for stænk og sprøjt. 

Derudover konstaterede vi, at metalæsker med rengjorte instrumenter blev ikke forseglet med tape før tørsteriliseringen, og at æskerne ikke havde fået påført en dato for tørsteriliseringen. 

Holdbarhed på sterile produkter

Vi konstaterede også, at der var flere sterile produkter til brug for behandling med overskredet holdbarhedsdato. 

Vi vurderer, at opbevaring af sterilvarer med udløbet holdbarhed udgør en risiko for, at udstyret anvendes trods overskredet udløbsdato.

Vi vurderer hertil, at det udgør en risiko for patientsikkerheden, hvis patienter bliver behandlet med utensilier, hvor man ikke kan være sikker på holdbarheden og dermed steriliteten.

Samlet vurdering i relation til hygiejnen

Klinik For Fodterapi har afgivet høringssvar med kommentarer til et fund vedrørende beholdere brugt til henstandsvæske, da disse var udskiftet kort før tilsynsdagen. Vi har revideret tilsynsrapporten på baggrund heraf. Vi vurderer dog, at oplysningerne ikke giver anledning til ændring af vores samlede vurdering på baggrund af de øvrige mangler i relation til hygiejnen. 

Det er således vores vurdering, at NIR for generelle forholdsregler for sundhedssektoren, for rengøring i hospitals- eller primærsektoren og for genbehandling af steriliserbart medicinsk udstyr ikke er overholdt på behandlingsstedet. Vi vurderer, at den manglende efterlevelse af NIR udgør en risiko for patientsikkerheden, idet det medfører en øget risiko for smitteoverføring og spredning af infektioner. 

Samlet vurdering

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at de konstaterede fejl og mangler i relation til journalføring og hygiejne samlet set udgør kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden. 

Vi har lagt vægt på, omfanget og karakteren af de konstaterede mangler, og at det vil kræve målrettet og systematisk arbejde at rette op på manglerne i journalføringen og hygiejnen.  

Selvom vi vurderer, at der er tale om kritiske forhold af betydning for patientsikkerheden, har vi vurderet, at et påbud om at rette op på forholdene aktuelt vil være tilstrækkeligt for, at der kan rettes op på patientsikkerheden på stedet, idet ledelsen under drøftelserne under tilsyn gav udtryk for en forståelse af alvorligheden af manglerne og for, hvad der skulle til for at rette op på dem.