Dine rettigheder ifølge autorisationsloven
- Din titel er beskyttet.
- Du har ret til at udøve forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed, hvis din faggruppe har et forbeholdt virksomhedsområde.
Titelbeskyttelse
Din titel som autoriseret sundhedsperson er beskyttet. Det betyder, at en person, der – uden at være autoriseret – bruger titlen eller opfører sig, så andre kunne tro, at vedkommende er autoriseret, kan straffes med bøde. Man må fx ikke bære et navneskilt med en titel, man ikke er berettiget til.
Forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed
Nogle autoriserede faggrupper har ret til at udøve det, der kaldes forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed. Det vil sige, at der er visse opgaver inden for deres faglige felt, som kun de må varetage selvstændigt.
Du kan i autorisationslovens § 1 læse, hvilke autorisationsgrupper der har et forbeholdt virksomhedsområde. I lovens afsnit II kan du se, hvad der gælder for dig, hvis du tilhører en faggruppe med forbeholdt sundhedsfaglig virksomhed.
Dine pligter ifølge autorisationsloven
- Du har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i dit arbejde.
- Du skal skrive patientjournaler i forbindelse med patientbehandling.
- Du har pligt til at deltage, når Styrelsen for Patientsikkerhed foretager tilsyn.
Omhu og samvittighedsfuldhed
I autorisationsloven står der, at du som autoriseret sundhedsperson har pligt til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i dit arbejde. Det vil sige, at du tager selvstændigt ansvar for, at du udøver dit arbejde fagligt forsvarligt, at du holder dig ajour med udviklingen inden for dit fagområde, og at du følger de love, bekendtgørelser og vejledninger, som gælder inden for dit fagområde.
Patientjournaler
Når du behandler patienter, har du ifølge autorisationsloven pligt til at skrive patientjournaler. På den måde sikres det, at alle, der deltager i behandlingen af en patient, har kendskab til forhold, der kan vise sig væsentlige for patientens forløb, så patienten kan modtage korrekt og rettidig behandling.
Patientjournalen skal altid indeholde patientens navn og personnummer. Derudover er det oftest relevant at journalføre oplysninger om:
- Patientens tilstand
- Den planlagte og udførte behandling mv.
- Den information, patienten har fået, og hvad patienten på den baggrund har tilkendegivet.
Journalføringsbekendtgørelsen beskriver en række oplysninger, som patientjournalen skal indeholde, hvis de er relevante og nødvendige for sikker behandling.
Journalføring skal ske i forbindelse med patientkontakten eller snarest muligt herefter. Det afhænger af den faglige norm inden for din autorisationsgruppe, hvad de yderligere krav til indholdet af journalføringen er.
Tilsyn
Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med både behandlingssteder og individuelle sundhedspersoner. Du har pligt til at deltage i tilsyn, hvis du bliver anmodet om det. Det står i autorisationsloven.
Som autoriseret sundhedsperson er det vigtigt for dig at vide, at der kun føres tilsyn med en individuel sundhedsperson, hvis der er en konkret mistanke om, at personen er til fare for patientsikkerheden. Der skelnes mellem faglige tilsynssager, som handler om sundhedspersoner, der forsømmer at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, og egnethedssager, hvor det vurderes, om sundhedspersoner med misbrug eller sygdom er uegnede til at udføre deres arbejde.
Når vi i styrelsen skal udvælge behandlingssteder til planlagte tilsyn, foregår det som stikprøve på udvalgte områder. Områderne varierer fra år til år.
Udvælgelsen af områder er en del af en generel kortlægning af, hvor der kan være størst risiko for patienternes sikkerhed. Derudover gennemføres der tilsyn med behandlingssteder, hvor der er en særlig og konkret bekymring for patientsikkerheden.
Hvis der oprettes en tilsynssag, er det ikke ensbetydende med, at styrelsen ender med at finde grundlag for en sanktion. Det er meget få sundhedspersoner, styrelsen opretter en tilsynssag på.