I 2024 og 2025 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed 34 sundhedsfaglige tilsyn med TeleKOL, som er et telemedicinsk tilbud til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL).
Baggrunden for at gennemføre en række sundhedsfaglige tilsyn med TeleKOL var, at der i disse år sker en hastig udvikling i brugen af digital sundhedsfaglig behandling i det danske sundhedsvæsen. Et af formålene med tilsynsrækken var at få et konkret indblik i, hvorvidt og hvordan behandlingssteder arbejder patientsikkert med digital sundhedsfaglig behandling inden for et specifikt område.
Styrelsen fandt ingen aktuelle problemer af betydning for patientsikkerheden ved de 34 tilsyn med TeleKOL. Til gengæld gav tilsynsbesøgene anledning til at drøfte organiseringen af den telemedicinske behandling med behandlingsstederne, og et indblik i, hvordan patienterne oplevede behandlingen.
Observationer fra tilsynene peger bl.a. på, at relativt få patienter er tilknyttet TeleKOL, og at den telemedicinske behandling i høj grad varetages af få, erfarne sundhedspersoner med særlige kompetencer og interesse i denne type behandling.