Bemærk:
Styrelsen holder lukket Kristi himmelfartsdag torsdag den 14. maj samt fredag den 15. maj.
Styrelsen for Patientsikkerhed modtog i 2015 fire hændelser, hvor en dement patient har taget sit medicinske plaster af og tygget på det.
Lægemiddelstyrelsen har desuden modtaget en række indberetninger om medicineringsfejl ved smerteplastre. Langt de fleste af disse omhandler klæbeproblemer, hvor plasteret er faldet af patienten.
Et medicinsk plaster er et depotplaster, der indeholder et potent lægemiddel, som fx morfin. At det er et depotplaster betyder, at lægemidlet frigives langsomt og kontrolleret fra plasteret. Depotfunktionen gør, at plasteret har effekt i flere døgn. Når der tygges på plasteret, frigives lægemidlet hurtigere end beregnet, og patienten overdoseres. Det kan altså have alvorlige konsekvenser at tygge på et medicinsk plaster, og alle de fire rapporterede hændelser beskriver patienter, der bliver døsige, blege og i perioder ukontaktbare.
Eksempel på rapporteret utilsigtet hændelse: En svært dement patient findes sovende og ukontaktbar. Det lykkes trods mange forsøg ikke at vække patienten. Da patienten endelig åbner øjnene, kan han ikke fokusere og falder i søvn igen. Lægevagten kontaktes og beder personalet om at se patienten an og vende tilbage, hvis patientens tilstand forværres. Efter nogle timer vågner patienten kortvarigt og får væske og yoghurt. Plejeren opdager, at patienten har et smerteplaster siddende i ganen.
Sådan undgår du utilsigtede hændelser med personer med demens og smertestillende plastre:
Har I fundet på andre rutiner, som har gjort medicinhåndteringen mere sikker? Del jeres gode ideer. Andre kan få glæde af dem. Send jeres løsninger til Styrelsen for Patientsikkerhed, så de kan sprede den gode læring.