Bækkely Fonden

13-08-2026

Styrelsen for Patientsikkerhed har den 13. august 2026 givet påbud til Bækkely Fonden om at sikre tilstrækkelig journalføring, inkl. udarbejdelse og implementering af instruks herfor, og udarbejdelse og implementering af visse instrukser.

Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Bækkely Fonden straks at sikre:

  1. tilstrækkelig journalføring, inkl. implementering af instruks herfor.
  2. implementering af tilstrækkelige instrukser for
  • Personalets kompetencer, ansvars- og opgavefordeling,
  • Patienters behov for behandling,
  • Hygiejne,
  • Medicinhåndtering.

Påbuddet kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed ved et nyt tilsynsbesøg har vurderet, at det er forsvarligt.

Baggrund

Vi gennemførte den 12. maj 2026 et varslet, reaktivt tilsyn med Bækkely Fonden. Baggrunden var, at vi havde modtaget en bekymringshenvendelse vedrørende medicinhåndtering.

Bækkely er et privat bosted i Guldborgsund Kommune. Bækkely har to afdelinger/enheder, og plads til ni borgere. På dagen for tilsynet var otte pladser besat. Målgruppen for bostedet er omsorgssvigtede unge i alderen 14-18 år, med mulighed for efterværn til 22 år.

Bækkely har 11 ansatte fordelt på følgende faggrupper: pædagoger, socialrådgiver/PA, pædagogmedhjælpere og faste vikarer. Desuden er der ansat en social- og sundhedsassistent, der varetager medicindispensering, synkronisering af FMK til den lokale medicinliste, og opfølgning på medicinhåndteringen på Bækkely. Alt personale er efter medicinkursus og oplæring på stedet ansvarlige for at udlevere medicin.

Ved tilsynet blev der gennemgået to journaler og foretaget to medicingennemgange. For en detaljeret gennemgang af fundene ved tilsynsbesøget henvises til tilsynsrapporten. Vi har desuden inddraget behandlingsstedets partshøringssvar af 24. juli 2026.

I høringssvaret redegør Bækkely Fonden for en række tiltag, der er eller vil blive iværksat, herunder blandt andet, at de har udarbejdet og igangsat implementeringen af de instrukser, der manglede ved tilsynet. Desuden er der foretaget en gennemgang og kvalitetssikring af journalføringen, med fokus på de 12 sygeplejefaglige problemområder, oversigt over patienternes sygdomme og informeret samtykke og habilitet. Derudover har Bækkely Fonden oplyst, at der løbende foretages audit af nyansatte og fast tilknyttede social-og sundhedsassistenter, og personalet er undervist i arbejdsgangene vedrørende journalføring.

Vi anerkender, at Bækkely Fonden derved har foretaget og planlagt en række tiltag med henblik på at forbedre forholdene på behandlingsstedet.

Vi vurderer imidlertid, at oplysningerne i høringssvaret ikke giver anledning til en ændret vurdering af forholdene, bortset fra forhold vedrørende instrukser, da det ikke alene på baggrund af de beskrevne tiltag kan konstateres, at der på nuværende tidspunkt er rettet op på de konstaterede forhold.

Vi ændrer vores vurdering i forhold til de instrukser, vi nu vurderer er udarbejdede og fyldestgørende, så vi alene giver påbud om at sikre implementeringen af disse.

Begrundelse for påbuddet

Journalføring

Vi konstaterede, at der på Bækkely Fonden ikke blev ført journal i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 1361 af 24. november 2025 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføringsbekendtgørelsen) og vejledning nr. 10239 af 1. december 2025 om sygeplejefaglig journalføring.

Systematisk og overskuelig journal

Vi kunne under tilsynet konstatere, at der i ingen af de gennemgåede journaler var udarbejdet en oversigt over sygdomme og funktionsnedsættelser.

Det er vores opfattelse, at journalen skal give et systematisk og fyldestgørende overblik over patientens tilstand, så også personale, der ikke normalt varetager den enkelte patients behandling og pleje, har mulighed for at varetage plejen forsvarligt, ligesom det er nødvendigt for at understøtte kommunikationen med samarbejdspartnere.

Vi vurderer, at det udgør en risiko for patientsikkerheden, at der i journalen ikke var et tilstrækkeligt overblik over patientens sygdomme og funktionsnedsættelser, da dette danner grundlaget for tilrettelæggelsen og udførelsen af den fortsatte sygeplejefaglige behandling og pleje.

Beskrivelse af aktuelle sygeplejefaglige problemer og risici 

På tilsynet konstaterede vi, at der i en journal var flere aktuelle vurderingsområder, der var overordnet beskrevet. Vi fandt dog en del mangler i forhold til flere tilstande.

Vi konstaterede i en anden journal, at der ikke var beskrevet nogle af de aktuelle vurderingsområder.

I journalerne manglede for eksempel en beskrivelse af hud og slimhinder hos en patient med en hudlidelse. Hos en patient med problemer med relationer og følelsesregulering manglede en beskrivelse af psykosociale forhold. Ved en patient i behandling med smertestillende medicin efter behov manglede beskrivelser af smerter og sanseindtryk, og hos en patient i behandling med medicin og med tankemylder manglede der en beskrivelse af søvn og hvile. Desuden konstaterede vi, at der manglede en beskrivelse af en patients sygdomsindsigt under problemområdet ”viden og udvikling”.

Under tilsynet kunne behandlingsstedet redegøre i tilstrækkelig grad for, at der var foretaget vurderinger af de forhold, der manglede oplysninger om i journalen. Vi har derfor lagt til grund, at der er tale om journalføringsmangler.

Vi vurderer, at det udgør en risiko for patientsikkerheden, når overvejelser om og vurderinger af, hvilke aktuelle sygeplejefaglige problemer og risici, den enkelte patient har, ikke journalføres i tilstrækkeligt omfang, da sådanne oplysninger er nødvendige for at understøtte og sikre kontinuitet i den fortsatte pleje og behandling af den enkelte patient.

Aktuel pleje og behandling, opfølgning og evaluering

Vi konstaterede, at dokumentationen af opfølgning på helbredstilstande var mangelfuld.

For eksempel manglede der i en journal en beskrivelse af og opfølgning på udslæt, hvor der var ordineret medicinske salver, opfølgning på smertebehandling og opfølgning på behandling af døgnrytme.

Vi vurderer, at en korrekt og fyldestgørende dokumentation af disse oplysninger er nødvendigt for at sikre kontinuitet i pleje og behandling af patienten og for at sikre den interne kommunikation på behandlingsstedet.

Informeret samtykke

Vi konstaterede under tilsynsbesøget, at behandlingsstedet ikke konsekvent skrev i journalen, at der var givet informeret samtykke, men det blev oplyst, at der blev indhentet samtykke. Der manglede en konsekvent dokumentation af forholdene vedrørende habilitet og samtykke.

Vi vurderer, at den utilstrækkelige journalføring af indhentelse af informeret samtykke udgør en risiko for patientsikkerheden, da grundlaget for behandlingen så ikke fremgår klart af journalen.

Udarbejdelse og implementering af instruks

Vi konstaterede, at der på Bækkely Fonden ikke var udarbejdet og implementeret skriftlige instrukser for journalføring. Vi konstaterede desuden, at personalet ikke kunne redegøre for fastlagte arbejdsgange vedrørende journalføringen.

Vi henviser til nedenstående afsnit om instrukser.

Det er ledelsens ansvar, at der foreligger de nødvendige instrukser, ligesom ledelsen har ansvar for, at instruksen er kendt af personalet og for at påse, at arbejdet udføres i overensstemmelse med instruksen.

Det er vores opfattelse, at der på et behandlingssted som Bækkely Fonden skal være instrukser for journalføring.

Vi vurderer, at fraværet af og manglende implementering af instruks for journalføring rummer en betydelig risiko for patientsikkerheden, idet instrukserne har til formål at sikre en ensartet og systematisk journalføring, der derved kan understøtte en sikker patientbehandling.

Samlet vurdering vedr. journalføring

Vi vurderer, at de beskrevne grundlæggende og gennemgående mangler i form af ikke ajourført, fyldestgørende og systematisk journalføring rummer en betydelig fare for patientsikkerheden både med hensyn til sikring af kontinuitet og kvalitet i pleje og behandling af den enkelte patient.

Instrukser

Styrelsen henviste til vejledning nr. 9001 af 20. november 2000 om udfærdigelse af instrukser og oplyste, at instrukserne har til formål at sikre en ensartet og sikker patientbehandling samt at forebygge tvivlssituationer hos personalet i forhold til behandling, hvor undladelse eller forkert udførelse umiddelbart kan medføre alvorlig risiko for patienten. Instrukser sikrer således klarhed om ansvars- og kompetencefordelingen for den sundhedsfaglige behandling mellem alle ansatte personalegrupper, og hvilke procedurer personalet skal følge for, at behandlingen kan ske med den fornødne omhu og samvittighedsfuldhed.

Det er vores opfattelse, at der på et behandlingssted som Bækkely Fonden skal være instrukser for personalets kompetencer, ansvars- og opgavefordeling, patienters behov for behandling, hygiejne og medicinhåndtering.

Vi konstaterede, at instruksen vedrørende personalets kompetencer, ansvars- og opgavefordeling ikke var fyldestgørende. I en medarbejderhåndbog var pædagoger, medhjælpere og vikarers pædagogiske opgaver beskrevet, men der manglede en beskrivelse af deres ansvar i forhold til sundhedsfaglige opgaver.

De sundhedsfagliges ansvar i forhold til medicinhåndtering var beskrevet i medicinhåndteringsvejledningen. Ligeledes var medicinudlevering af personalet beskrevet i medicinhåndteringsvejledningen. Medarbejderhåndbogen indeholdt ikke oplysninger om, hvem der havde udarbejdet og godkendt den, og hvornår den var gældende fra. Personalet kunne gøre rede for deres fastlagte arbejdsgange vedrørende medicinhåndteringen, men ikke for øvrige sundhedsfaglige opgaver.

Vi konstaterede, at der på Bækkely ikke forelå en instruks vedrørende patienters behov for behandling, herunder for akut opstået sygdom eller akutte situationer. Personalet kunne redegøre fyldestgørende herfor.

Vi konstaterede endvidere, at instruksen for medicinhåndtering var mangelfuld. Der manglede blandt andet en beskrivelse af risikosituationslægemidler, og hvordan stedet skulle håndtere håndkøbsmedicin og naturlægemidler.

Endeligt konstaterede vi, at der ikke forelå en instruks for hygiejne.

Vi vurderer, at fraværet af de nævnte sundhedsfaglige instrukser rummer en betydelig risiko for patientsikkerheden, idet instrukserne har til formål at sikre en ensartet og sikker patientbehandling samt at forebygge tvivlssituationer hos personalet i forhold til behandling, hvor undladelse eller forkert udførelse umiddelbart kan medføre alvorlig risiko for patienten.

Samlet vurdering

Styrelsen for Patientsikkerhed vurderer, at fejl og mangler i journalføringen og manglende eller utilstrækkelige instrukser samlet set udgør større problemer af betydning for patientsikkerheden.