I et projekt støttet af Nordisk Ministerråd har en ekspertgruppe udarbejdet en rapport, der bl.a. afdækker, hvordan patientsikkerhed indgår i sundhedsuddannelser i Norden og resten af verden. Rapporten indeholder forslag til 15 kompetenceområder inden for patientsikkerhed, som kan bruges som inspiration i undervisning og kompetenceudvikling af sundhedspersoner i de nordiske lande.
Projektet er inspireret af et curriculum i patientsikkerhed udarbejdet af WHO, som indeholder anbefalinger til undervisning i patientsikkerhed. Flere lande i Norden har arbejdet med nationale læringsmål for undervisning i patientsikkerhed, og målet med det aktuelle projekt har været at udvikle en fælles nordisk ramme for patientsikkerhedskompetencer, der er tilpasset sundhedsvæsenerne i Norden.
Rapporten med de 15 kompetenceområder er udarbejdet af en gruppe eksperter fra Sverige, Finland og Norge. Styrelsen for Patientsikkerhed har repræsenteret Danmark i projektets styregruppe sammen med nationale myndigheder fra de øvrige nordiske lande.
Den engelsksprogede rapport er nu offentliggjort på Nordisk Ministerråds hjemmeside. Den vil blive præsenteret på et webinar den 16. december.
Læs rapporten på Norden.org
Deltag i webinar 16. december