Ved branden i Børsen, der startede tirsdag den 16. april 2024, blev der udviklet røg, sod og aske.
For den almene befolkning er der ikke umiddelbart risiko for akut sundhedsfare ved eksponering for røg, sod eller aske. Derfor er det ikke nødvendigt at tage særlige forholdsregler, hvis man har været i området.
Sod og aske fra bygningsbrande kan dog indeholde sundhedsskadelige stoffer, så Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler, at man ved direkte kontakt med sod og aske vasker hænder og sikrer almindelig god hygiejne for at undgå at indtage mulige sundhedsskadelige stoffer.
Særligt skal man være opmærksom på, at små børn, der opholder sig i området i umiddelbar nærhed af Børsen, ikke putter beskidte fingre og legeredskaber i munden.
Bliver man syg bør man naturligvis altid kontakte sin egen læge eller ringe 1813.