Klog på UTH er et nyhedsbrev med cases inspireret af hændelser fra Dansk Patientsikkerhedsdatabase.
Der bliver rapporteret utilsigtede hændelser om, at kontrolskemaer i forbindelse med MR-scanning enten ikke er udfyldt eller udfyldt utilstrækkeligt.
Det medfører ofte, at patientens diagnose bliver forsinket, fordi scanningen må aflyses. I værste fald kan det give alvorlige skader på en patient, hvis man MR-scanner trods metalimplantat, da det kan medføre, at implantatet bliver opvarmet, flytter sig eller holder op med at virke. Det gælder fx øreimplantater, pacemakere, metalclips, stents, tandproteser med magnetisk tryklås, kunstige hjerteklapper, medicinpumper mv.
Hvis du er i tvivl, bør du tage kontakt til billeddiagnostisk afdeling, inden du sender henvisningen. Du kan finde kontrolskemaer og vejledninger på din regions instruksportal.