I forbindelse med indførslen af autorisationsordningen for osteopater, blev der vedtaget en overgangsordning, der betød at alle der forud for den 1. juli 2018 havde udøvet osteopati i Danmark i en periode måtte benytte titlen osteopat i Danmark, også selvom de endnu ikke havde opnået en autorisation som osteopat.
Denne overgangsordning udløber den 30. juni 2023, og herefter må man ikke længere benytte titlen osteopat i Danmark, med mindre man har en dansk autorisation som osteopat.
Dette betyder bl.a., at du ikke må reklamere med, at du er osteopat eller udfører manipulationsbehandling af rygsøjlen, hvis du ikke har en dansk autorisation.
Det kan straffes med bøde, hvis du udfører manipulationsbehandling af rygsøjlen eller benytter titlen osteopat eller på anden måde giver indtryk af, at du har en autorisation som osteopat, hvis du ikke har en autorisation jf. autorisationslovens § 78 og § 79.