Ordination af afhængighedsskabende lægemidler kræver særlige overvejelser. Som læge eller tandlæge skal du blandt andet vurdere risikoen for afhængighed og bivirkninger og afveje den forventede effekt mod mulige skadevirkninger. På denne temaside finder du viden om ordination af afhængighedsskabende lægemidler og om, hvordan vi i styrelsen fører tilsyn med området.
Webinar om afhængighedsskabende lægemidler
Styrelsen for Patientsikkerhed holder gratis webinar om afhængighedsskabende lægemidler:
27. november 2026 kl. 13.00-14.30
Oplægsholderne fra styrelsen er overlæge Kirsten Damkjær, overlæge Jeanette Drost Thomsen og jurist Jeanett Christensen.

Værd at vide
Det er ikke risikofrit at behandle med afhængighedsskabende lægemidler, og det bør ikke være førstevalg. Som ordinerende læge eller tandlæge er der flere ting, du skal være opmærksom på inden du ordinerer, når du ordinerer, når du fornyer recepter, og når du journalfører.
Vi har samlet nogle af de vigtigste opmærksomhedspunkter i en pjece til dig som læge eller som tandlæge.
Tilsyn med læger og tandlægers ordinationer
Vi fører tilsyn med lægers og tandlægers ordinationer af afhængighedsskabende lægemidler for at sikre, at lægemidlerne bliver ordineret med omhu og på forsvarlig vis. Tilsynet omfatter ordinationer til patienter, nærtstående og til sundhedspersonen selv.
Vi har fokus på ordinationer af fem udvalgte lægemiddelgrupper:
- Opioider
- Benzodiazepiner
- Visse slags sovemedicin
- Centralstimulerende lægemidler
- Cannabisholdige produkter
Læs om, hvordan vi overvåger ordinationerne, hvilke data og oplysninger vi lægger til grund for vores vurderinger, og hvordan vi undersøger sager, hvor et ordinationsmønster giver anledning til bekymring.
Faldende forbrug af lægeordinerede opioider
Danske patienter får udskrevet færre opioider år efter år. Gennem en årrække har vi i styrelsen haft fokus på forsvarlig ordination og administration af opioider. Vi har blandt andet fokus på, at lægerne løbende tager stilling til, om behandlingen fortsat er nødvendig.
Data fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at der i 2025 på danske apoteker blev solgt 52 procent færre opioider end i 2016. I samme periode er antallet af patienter med recept på opioider faldet med næsten en tredjedel.
Det er en positiv udvikling, der glæder vores overlæge og enhedschef Kirsten Damkjær.
”Vi er rigtig glade for udviklingen, som vi genkender fra vores tilsyn, hvor vi blandt læger og tandlæger ser en større opmærksomhed omkring brugen af opioider. Færre får opioider på recept, og ordinationerne er mindre end før. Forsvarlig ordination og administration af opioider er med til at sikre, at man som patient ikke udvikler afhængighed eller får unødige bivirkninger,” siger hun.
Antal patienter med recept
Kilde: Medstat.dk
Relateret indhold
Til tandlæger
Vi har samlet det vigtigste at vide for tandlæger om afhængighedsskabende lægemidler.
Værd at vide (engelsk version)
Til læger
Vi har samlet det vigtigste at vide for læger om afhængighedsskabende lægemidler.
Værd at vide (engelsk version)