Faldende forbrug af lægeordinerede opioider

04-11-2026

Siden 2016 er antallet af patienter med recept på opioider faldet med næsten en tredjedel, mens det samlede salg af lægeordinerede opioider er faldet med 52 procent i samme periode. Udviklingen glæder Styrelsen for Patientsikkerhed, der sammen med andre sundhedsmyndigheder gennem en årrække har sat fokus på uhensigtsmæssig behandling med stærkt smertestillende lægemidler.

Styrelsen for Patientsikkerhed har gennem en årrække haft fokus på uhensigtsmæssig ordination og administration af opioider blandt andet gennem vores sundhedsfaglige tilsyn og generelle information til læger og tandlæger. Formålet er at sikre, at læger og tandlæger udviser den nødvendige omhu og samvittighedsfuldhed ved ordination af afhængighedsskabende lægemidler.

Tal fra Sundhedsdatastyrelsen viser, at antallet af patienter med recept på opioider er faldet med næsten en tredjedel siden 2016, mens det samlede salg er halveret i samme periode. 

”Vi er rigtig glade for udviklingen, som vi genkender fra vores tilsyn, hvor vi blandt læger og tandlæger ser en større opmærksomhed omkring brugen af opioider. Færre får opioider på recept, og ordinationerne er mindre end før. Forsvarlig ordination og administration af opioider er med til at sikre, at man som patient ikke udvikler afhængighed eller får unødige bivirkninger,” siger overlæge Kirsten Damkjær, enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed.

Opioider er stærkt smertestillende lægemidler som for eksempel morfin, oxycodon og tramadol, og de er kategoriseret som afhængighedsskabende lægemidler sammen med lægemidler som benzodiazepiner, centralstimulerende lægemidler, visse typer sovemedicin og cannabisholdige produkter.

”I Styrelsen for Patientsikkerhed er vi meget opmærksomme på udskrivning af afhængighedsskabende lægemidler herunder opioider. Derfor har vi sat gang i en informationsindsats målrettet læger og tandlæger om forsvarlig ordination og administration af opioider, ligesom vi fortsætter vores fokus på området, når vi foretager tilsyn hos praktiserende læger og tandlæger,” siger Kirsten Damkjær. 

Informationsindsatsen handler blandet andet om, at man som læge løbende tager stilling til, om behandlingen med opioider fortsat er nødvendig. 

Opmærksom på risikosituationslægemidler

Styrelsen for Patientsikkerhed er også opmærksom på de risikosituationer, der potentielt kan opstå, når man som sundhedsperson håndterer opioider for patienter, herunder regnefejl ved dosisberegning, dobbeltordination eller manglende dosisreduktion til for eksempel ældre. 

Disse situationer kan føre til afhængighed men også alvorlige bivirkninger som påvirkning af psykiske funktioner såsom bevidsthed, angstniveau og selvvurdering. Opioider er derfor også et såkaldt risikosituationslægemiddel, som kræver særlig opmærksomhed fra sundhedspersonale med ansvar for patientens medicinhåndtering.

På vores hjemmeside kan man finde informationsmaterialer og forslag til, hvordan sundhedspersonalet håndterer risikosituationslægemider på sikker vis.

Sådan forebygger styrelsen uhensigtsmæssigt forbrug af opioider:

  • Følger læger og tandlægers ordinationsmønstre i forhold til afhængighedsskabende medicin
  • Undersøger og tager kontakt til den udskrivende læge eller tandlæge i de tilfælde, hvor store mængder bliver udskrevet
  • Gennemfører tilsyn i almen praksis med fokus på ordination af afhængighedsskabende lægemidler
  • Har fokus på opioider som et af de syv risikosituationslægemidler og laver i den forbindelse læringsindsatser, der skal hjælpe sundhedspersonale med sikker håndtering af lægemidlet