Fillers uden filter

Skal du have lavet større læber, fjernet kropshår eller have en peeling? Så gør du dig måske nogle tanker om resultatet, og om det er sikkert at få behandlingen. Fem gode spørgsmål kan hjælpe dig med at vælge klinik og behandler. Du finder de fem spørgsmål her på siden.

Fem gode spørgsmål, inden du vælger en kosmetisk behandler eller klinik: 

  • Er prisen for god til at være sand? Hvis prisen på behandlingen er meget lav, eller tilbuddet virker til at være lidt for godt, så er det nok for godt til at være sandt. 
  • Er det en rigtig klinik? Klinikken bør have en adresse, som er til at slå op, og der skal gerne være en egentlig klinik.
  • Er der rent? Når man skal lave kosmetiske behandlinger, bør der være rent. Så hold øje med, at hygiejnen er i orden. 
  • Er der risici ved behandlingen? Du skal vide, hvad du går ind til, og behandleren skal oplyse dig om risici og mulige bivirkninger ved behandlingen. 
  • Er behandleren eller klinikken registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed?
Tjek, om behandleren eller klinikken er registreret i autorisationsregisteret

Kampagnen omhandler de kosmetiske behandlinger, der er nævnt i bekendtgørelsen 834 af 27. juni 2014, fremgår af autorisationsregisteret og er eksemplificeret og forklaret her på siden.

Autorisationsregisteret

Sådan bruger du autorisationsregisteret

I autorisationsregisteret kan du både søge på en klinik, en behandler eller en bestemt behandlingsform. Hvis du ikke finder behandleren eller klinikken i autorisationsregisteret, så har vi ikke registreret den pågældende behandler eller klinik. 

 

Søgevejledning til kosmetisk behandling: Sådan finder du en kosmetisk behandler i autorisationsregisteret

Ordbog

De mest almindelige kosmetiske behandlinger - fra dansk til lægelatin

Hvis du vil finde ud af, om en kosmetisk behandler må udføre en bestemt kosmetisk behandling eller indgreb, kan du slå det op i autorisationsregisteret. I registeret skal du finde det lægefaglige udtryk. 

Du ved måske ikke lige, at hårfjerning med laser også kaldes non-ablativ behandling? Fortvivl ikke. Vi har samlet en liste over de mest almindelige behandlinger og har oversat dem til lægesprog. Du finder dem lige her, hvor du også får adgang til autorisationsregisteret.

Hårfjerning

Hårfjerning med laser / SHR

Hårfjerning med laser står under "23) Non-ablativ behandling med laser, i klasse 3B eller 4, IPL og andre metoder, som kan ligestilles hermed, samt udførelsen heraf"

Fillers

Fillers med hyaluronsyre

Hvis du fx ønsker mere fyldige læber med en filler, der indeholder hyaluronsyre, må behandlingen kun udføres af en registreret kosmetisk behandler. Søg på "P6-3) Behandling med ikke-permanente fillers" i autorisationsregisteret for at finde en registreret kosmetisk behandler.

Peeling

Carbon peeling

Carbon peeling med laser - også kaldet Hollywood laser peeling - er en metode, som kræver, at behandleren har tilladelse til at udføre behandling med laser. Du skal slå op under "23) Non-ablativ behandling med laser, i klasse 3B eller 4, IPL og andre metoder, som kan ligestilles hermed, samt udførelsen heraf".

Peeling

Peeling med syre

Hvis du skal have lavet peeling af huden med koncentreret syre, skal du finde en behandler, der har tilladelse til den type behandling. Tilladelsen afhænger af hvilken slags syre, der bliver brugt. Du finder behandlere med tilladelse under "P6-4 Peeling af huden med produkter med pH på 3 eller derunder" eller "25) Peeling af huden med trikloreddikesyre (TCA) og fenol". Det er kun speciallæger, der får tilladelse til at behandle med TCA og fenol.” 

Udglatning af rynker

Rynkebehandling med indsprøjtning

Hvis du ønsker at få udglattet rynker med produkter, der sprøjtes ind i musklen, fx i panden eller ved øjnene, skal behandleren have tilladelse til at lave behandling med botulinumtoksin. Søg på ”18) Behandling med botulinumtoksin".

Læs mere om rynkebehandling på Sundhed.dk

Rynkebehandling

Rynkebehandling med laser

Hudopstrammende behandlinger og rynkebehandlinger med fx laser, HIFU eller anden lokal varmepåvirkning af huden, finder du under "23) Non-ablativ behandling med laser, i klasse 3B eller 4, IPL og andre metoder, som kan ligestilles hermed, samt udførelsen heraf".

Implantater

Brystforstørrelse med implantater

Hvis du vil have større bryster og indsat implantater, kræver det en operation. Du finder en speciallæge i plastikkirurgi, som må lave denne operation, hvis du søger på "09) Operative indgreb på bryster og fjernelse af gynækomasti (brystdannelse hos mænd)".

Brystløft

Operativt løft af brystet

Brystløft er en kosmetisk operation. Du finder en speciallæge i plastikkirurgi, som må udføre operationen, hvis du søger på "09) Operative indgreb på bryster og fjernelse af gynækomasti (brystdannelse hos mænd)" i autorisationsregisteret.

Balleforstørrelse

Balleforstørrelse med eget fedt (Brazilian Butt Lift)

Balleforstørrelse med eget fedt (Brazilian Butt Lift) kræver en operation med en fedtsugning og efterfølgende fedt indsat i ballerne. Du kan tjekke, om den speciallæge i plastikkirurgi, du har valgt, har tilladelse til at lave operationen, ved at slå op på "15) Behandling med autolog filler svarende til over 100 ml” samt "11) Fedtsugning".

læs mere om kosmetisk kirurgi på Sundhed.dk

Fox Eyes

Indgreb i øjenregionen, ansigtsløft, herunder "Fox eyes"

Indgreb i øjenregionen eller ansigtet, herunder operationer for såkaldte "Fox eyes", kræver en operation, hvor der f.eks. indsættes tråde eller anvendes en anden kirurgisk metode i ansigt/øjenregionen. Du kan tjekke, om den plastikkirurgi eller øjenlæge, du har valgt, har tilladelse til at lave operationen.

Lægerne vil typisk være registreret under en eller flere af disse behandlinger, alt efter den metode lægen anvender: 3) Operativt løft af pande: Plastikkirurgi, 4) Operativt løft af øjenbryn: Oftalmologi (øjensygdomme) eller plastikkirurgi, 6) Operative ansigts- og halsløft, herunder trådløft: Plastikkirurgi eller 7) Operative indgreb i øjenregionen: Oftalmologi eller plastikkirurgi. Andre metoder til "Foxy eyes" behandling kan også anvendes, herunder f.eks. injektion med ikke-permanente fillers.