Sikker medicin i overgange

22-10-2020

Region Syddanmark og Sønderborg Kommune har sammen reduceret medicinfejl ved indlæggelse og udskrivelse og styrket det tværsektorielle samarbejde. Det har de gjort gennem grundige analyser og to ugers intensive workshops.

Formål med projektet

Det overordnede formål var at sikre korrekt medicinering ved indlæggelse og udskrivelse.

Derudover var det et formål med projektet at nedbryde barrierer i samarbejdet mellem sygehus og kommunal sygepleje.

Hvad kom der ud af det?

Generelt har projektet betydet stor indsigt i og forståelse for hinandens arbejde på tværs af sektorerne med et fælles ønske om at sikre størst mulig kvalitet og sikkerhed for patienten og dennes medicinering i forbindelse med indlæggelse og udskrivelse.

Ændringerne i arbejdsgang har medført en markant reduktion i antal afvigelser ved medicinafstemninger efter udskrivelse:

  • 2013: 95 % afvigelser
  • 2019: 43 % afvigelser
  • 2020: 33 % afvigelser

Der er desuden sket en forbedring, i forhold til hvilket tidspunkt på dagen patienter bliver udskrevet på, hvilket betyder, at det er nemmere at komme i kontakt med nogen fra udskrivende afdeling, som faktisk har kendskab til patienten:

2019: 63 % af borgerne blev udskrevet fra sygehuset mellem klokken 15-17, dvs. efter vagtskifte.

2020: 57 % af borgerne blev udskrevet fra sygehuset mellem klokken 12-15, dvs. inden for dagsvagt, hvorved udskrivende læge/sygeplejerske stadig kan kontaktes umiddelbart efter udskrivelse.

Baggrund for projektet

Ved systematisk medicinafstemning ved udskrivelse er der siden opstart med I sikre hænder i 2013 indsamlet data på medicin ved udskrivelse. Data viste, at der var brug for opmærksomhed på medicin i sektorovergange.

I 95 % af udskrivelserne var der i 2013 afvigelser i forhold til tjeklisten, der benyttes ved medicinafstemning.

Der var eksempelvis mangelfuld angivelse af indikation, manglende receptfornyelse eller aftaler omkring afhentning af nyt medicin, ligesom FMK ofte var låst og ikke ajourført. Dette medførte mange kontakter til sygehuset fra den kommunale sygepleje til stor frustration for begge parter. 

Desuden viste data, at borgerne oftest blev udskrevet efter kl. 15.00, hvilket besværliggjorde kommunikationen omkring borgeren. Vagthavende læge/sygeplejerske på sygehuset skulle dermed forholde sig til spørgsmål omkring en borger, som han/hun ikke havde mødt.

Derudover var der i nogle tilfælde fejl i den medicin, borgeren fik med ved udskrivelse.

Baggrunden for at iværksætte dette tværsektorielle forbedringsprojekt var således at optimere sikkerheden omkring medicinhåndtering i forbindelse med indlæggelse og udskrivelse.

Arbejdsgange

Der er blevet afholdt to workshops med tværfaglig og tværsektoriel deltagelse omhandlende medicin i overgange, begge af en uges varighed. Ved den første workshop omhandlende medicin ved udskrivelse fra sygehuset blev det hurtigt synligt, at der også skete fejl ved indlæggelse, der besværliggjorde arbejdsgangene på sygehuset. Derfor omhandlede workshop nr. 2 medicin ved indlæggelse på sygehuset.

På workshoppene blev der fastlagt overordnede mål for hele forbedringsprojektet og konkrete mål for hver workshop, der henholdsvis fokuserede på indlæggelse og udskrivelse.

Ændrede arbejdsgange som følge af workshops

Indlæggelser

Al patientens egen medicin i original emballage medbringes ved indlæggelse. På den måde kan sygehuspersonalet give borgeren al patientens vanlige medicin ved første medicinadministration.

Den kommunale sygepleje sender indlæggelsesrapporter rettidigt og med relevant information, som er kvalificeret i forhold til det, sygehuset ønsker at vide ved indlæggelsen. Dette gælder ligeledes udskrivelsesrapporten.

Der er på sygehuset indkøbt et modtagelsesbord, således at sygeplejersken dokumenterer tidstro samt henter indlæggelsesrapporten ved modtagelsen.

Antallet af afbrydelser og tidsforbrug ved telefonen er nedbragt.

Udskrivelse

Lægen på sygehuset har ved udskrivelsen en tjekliste, der anvendes i forhold til recepter, indikation for nyt medicin, FMK-ajourføring, videre forløb (ambulant, egen læge mv.), aftaler i forhold til afhentning af nyt medicin på apoteket. Dette for at sygeplejen i kommunen kan dispensere al medicin til en uge ved første besøg.

Der er indført ny struktur på stuegang, der planlægges i aftalte tidsintervaller, som også patient og pårørende informeres om.

Patienten udskrives tidligere på dagen (så vidt muligt inden kl. 11), således at sygeplejen i kommunen har mulighed for at modtage borgeren i dagvagt. Ved modtagelse i dagvagt har den kommunale sygepleje mulighed for at gennemgå medicin med borger/pårørende og ved behov stadig få telefonisk kontakt til udskrivende afdeling.

Udskrivelsesrapporten sendes til den kommunale sygepleje af akutsekretæren, således at den sendes tidstro og dermed opdateret ift. brug af pn-medicin samt skift af depotplaster.

Der udarbejdes og medgives en 'Patientens Plan' med information til patient og pårørende.

Udfordringer og løsninger

Overordnet set var der store fordele ved at arbejde sammen på tværs af sektorer. Der var dog generelt visse udfordringer i forhold til implementering og fastholdelse.

En af udfordringerne var, at datagrundlaget fra sygehusafdelingen var for lille. Dette skyldes, at afdelingen, der var med i workshoppen, var en palliativ afdeling med stort geografisk optag af patienter, lille flow, og som hyppigst afsluttede patientforløbet på afdelingen. Tilsvarende var der udvalgt ét sygeplejedistrikt i kommunen, som ikke havde mange borgere/patienter tilknyttet denne afdeling. Dette var der ikke opmærksomhed omkring ved udvælgelsen af deltagende pilotenheder. Derfor blev der til 2. workshop tilføjet to sygeplejedistrikter.

Derudover var det svært at sprede de nye tiltag til alle plejegrupper i kommunen og alle øvrige afsnit i afdelingen, da der ikke er samme ejerfornemmelse i øvrige afdelinger og personalegrupper som hos dem, der har deltaget i en hel uges workshop.

Forandringer i en travl hverdag er ligeledes en udfordring, der kræver konstant bevågenhed samt tovholdere, der følger op. 

Slutteligt var der it-mæssige udfordringer. Kommunikationen mellem sektorer foregår elektronisk, og hvis der ønskes ændringer, er dette svært at få gennemført, da de forskellige it-systemer ikke snakker optimalt sammen.

Barrierer forsøges minimeret ved:

  • Konstant fokus og ledelsesmæssig opmærksomhed på implementering og spredning
  • Udskrivningssygeplejerske medvirker til fastholdelse og spredning
  • Obligatorisk opfølgning på mål og afrapportering til øverste ledelse.

Ressourcer

I hver af de 2 workshops, der var af en uges varighed (37 timer), deltog 8-10 medarbejdere. Repræsentanter var fordelt således:

Kommunen: 2 sygeplejersker, 2 daglige ledere fra sygeplejen og 2 kvalitetskonsulenter.

Sygehuset: 1 læge, 2 sygeplejersker, 1 afdelingssygeplejerske og 2 kvalitetskonsulenter.

Derudover var repræsentanter fra kommunens Ældreråd, sygehusets Brugerråd og udvalgte patienter og pårørende inviteret ind i en del af workshoppene. 

Der var daglig opsamling med deltagelse af oversygeplejerske fra sygehuset, distriktsleder fra den kommunale sygepleje, plejecenterchef, Hjemme- og sygeplejechef samt de 2 facilitatorer fra sygehuset.

Ugen blev afsluttet med en afrapportering, hvor alle var velkomne. Sygehusdirektøren samt direktøren for Job og Velfærd i Sønderborg Kommune holdt tale og hele seancen blev filmet/skypet og ligger på Youtube.

Hvor foregik projektet?

Projektet kørte som 2 forbedringsworkshops på tværs af Sønderborg Kommune og afdeling M41 for lindrende behandling på Medicinske Sygdomme Sønderborg/Tønder, Sygehus Sønderjylland.

Se film fra workshop om forebyggelse af medicinfejl ved indlæggelse

Se film fra workshop om forebyggelse af medicinfejl ved udskrivelse

Kontaktoplysninger

Vil du vide mere eller se eventuelle materialer brugt i projektet?

Kontakt:

Kvalitetskonsulent Gitte Haase Jørgensen, Sønderborg Kommune, ghjo@sonderborg.dk

Riskmanager og kvalitetskonsulent Tina Hallund, Sønderborg Kommune, thal@sonderborg.dk

Afdelingssygeplejerske Bente Holm Laursen, Region Syddanmark, Bente.Holm.Laursen@rsyd.dk

Kvalitetskoordinator Lena Oechsle Jørgensen, Region Syddanmark, Lena.oechsle@rsyd.dk