Viden om plejebehov deles på tværs

Læs hvordan de deler viden om borgernes plejebehov Friplejehjemmet Sct. Kjeldsgården i Viborg.

Vidensdeling i en hektisk hverdag

I en hektisk hverdag med skiftende vagthold og flere forskellige faggrupper, der skal sørge for, at borgere på plejecentre får den bedste pleje og omsorg, er adgangen til nødvendig viden om borgernes plejebehov central. Det kan foregå på mange måder: Mundtligt på et dagligt overleveringsmøde, når vagtholdet skifter, i et IT-system eller ved tavlemøder. Fællesnævneren er blot, at det er vigtigt at have en struktureret praksis, der sikrer, at enhver, der skal hjælpe og støtte borgeren, har tilstrækkelig med viden om den enkelte borgers plejebehov.

Fast praksis for at bruge IT-systemet Nexus

På Friplejehjemmet Sct. Kjeldsgården i Viborg fortæller afdelingsleder Dorthe Melgaard, hvordan personalet har en helt fast praksis for at bruge IT-systemet Nexus, så alle faste medarbejdere kan tilgå den sociale- og plejefaglige viden om hver enkelt borger på plejehjemmet.

Plejehjemmet har kun beboere med demens og består af to etager med hver deres tilknyttede personale. Personalet er bredt sammensat af sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, social og sundhedshjælpere, pædagoger og aktivitetsmedarbejdere.

Dorthe Melgaard fortæller, at det har været centralt for ledelsen, at sikre, at hele huset arbejder med vidensdeling på samme måde, så alle kan finde alle de nødvendige oplysninger:

"Det var vigtigt for os, at vi fra start havde en fast linje omkring, hvilke oplysninger, medarbejderne hver især skulle notere, hvor det blev noteret og hvordan. Derfor besluttede vi at gøre to af vores sygeplejersker nøgleansvarlige for systemet. De kom på kursus i Nexus og udarbejdede miniguides til håndtering af systemet, som helt enkelt forklarer og viser eksempler, så alle kan bruge guiden i hverdagen," siger hun. Derudover har sygeplejerskerne stået for oplæring af alle medarbejdere. "Når nye medarbejdere kommer til, gør vi også meget ud af, at de skal bruge guiden, selvom de før har arbejdet i systemet, da vi ønsker en ensartethed i dokumentationsmetoden," fortæller Dorthe Melgaard.

Til spørgsmålet om, hvad der bliver noteret i Nexus, er svaret: "Alle væsentlige plejefaglige og socialpædagogiske tiltag, som sikrer at vores beboere får en meningsfuld hverdag fyldt med stjernestunder. Det kan for eksempel være, at en beboer har svært ved at tåle for mange stimuli på én dag. Så noterer vi, at beboeren kun skal på korte ture på en time om dagen, og at beboeren skal skærmes under måltider, da han eller hun ellers kan blive urolig."

Daglige overleveringsmøder og lange sparrings-sessions munder ud i handleplaner

Vidensdelingen foregår ikke kun i et lukket IT-system på Sct. Kjeldsgården. Personalet bruger også dagligt et kvarter på at få overleveret de vigtigste situationer eller ændringer i borgernes plejebehov, så det nye vagthold er orienteret mundtligt også. Den mundtlige overlevering giver nemlig mulighed for at stille spørgsmål og sparre, hvilket IT-systemet Nexus ikke gør.

Foruden de korte møder har personalet også nogle længere kollegiale sparringsmøder hver anden uge, hvor de bruger to timer på at sparre om en udvalgt beboer, så de får udviklet konkrete handleplaner, der skal sikre, at borgeren blomstrer på ny, som afdelingsleder Dorte Meldgaard udtrykker det. Her noteres i en skabelon under sessionen, og den ansvarlige kontaktperson noterer planen i Nexus efterfølgende, så den nye viden ikke går tabt.

Vidensdelingen går også ud til de pårørende

På Sct. Kjeldsgården sikrer de ikke kun vidensdeling på tværs af afdelinger og personalet. Viden om borgernes hverdag og behov deles også flittigt med de pårørende.

"Telefonopringninger eller skriftlig kommunikation i notesbøger placeret i beboernes bolig, sikrer personalet at de pårørende orienteres om beboernes hverdag. Det kan være, at de har været på udflugt, til snapseklub eller blot har haft en god stund i TV-stuen med en af de andre beboere. Sådan sikrer vi, at de pårørende også hører om hverdagen, borgerens stjernestunder og udvikling. Det kan også være et fint redskab til at få en snak i gang mellem de pårørende og borgeren, der måske har glemt, hvad der er foregået i løbet af dagen."

Desuden bliver alle aftaler, der er lavet mellem personalet og borgernes pårørende også noteret i IT-systemet Nexus.