Søg selvstændigt virke som tandlæge

Du kan søge tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge, når du har gennemgået et års praktisk oplæring inde for henholdsvis børne- og ungdomstandpleje og voksentandpleje. Du skal have minimum 1.440 timers praktisk oplæring i en underordnet stilling hos en tandlæge med tilladelse til selvstændigt virke. Du skal have en tilladelse til selvstændigt virke, hvis du vil arbejde selvstændigt som tandlæge.

Sådan får du tilladelse til selvstændigt virke

Hvis din autorisation er udstedt efter 1. januar 2007, skal du først:

  • have gennemført minimum et års praktisk oplæring i en underordnet stilling hos en tandlæge, der har tilladelse til selvstændigt virke. Ansættelsen skal vare mindst 12 måneder, svarende til 1440 timer. Du kan godt have flere ansættelser, men hver ansættelse skal vare mindst 3 måneder, svarende til 360 timer.
  • gennemføre minimum 3 måneders og mindst 360 timers oplæring i børne- og ungdomstandpleje
  • gennemføre minimum 3 måneders og mindst 360 timers oplæring i voksentandpleje
  • opfylde alle krav om dokumentation
  • sende din ansøgning via ansøgningsskemaet
  • betale et gebyr. 

Hvis din autorisation er udstedt før 1. januar 2007, har du allerede tilladelse til selvstændigt virke som tandlæge og du behøver ikke søge. 

Det skal du dokumentere

Du skal dokumentere, at du har været ansat i både voksentandpleje og børne- og ungdomstandpleje. Hver praktik skal vare mindst tre måneder og mindst 360 timer. Selvom du gennemfører begge forløb i samme praksis, skal du udfylde og uploade to attester via det elektroniske ansøgningsskema: 

  • børne- og ungdomstandpleje: Du kan godt optjene timer med børne- og ungdomstandpleje i privat regi. Du skal blot vedlægge dokumentation for, at den private praksis behandler børnepatienter. Dokumentationen skal være i form af en samarbejdsaftale mellem den private klinik og kommunen for den angivne periode.
  • voksentandpleje.

Hent skema til attester for dokumentation

Hvis du er uddannet før 1. september 2007 og ikke har autorisation, skal du også indsende dit originale eksamensbevis eller en bekræftet kopi af dit eksamensbevis. 

Hvis du er uddannet efter 1. januar 2007 skal du ikke sende kopi af eksamensbevis.

Hvornår udstedes tilladelsen?

Vi udsteder og daterer først din tilladelse, når:

  • du har opfyldt alle dokumentationskrav
  • har ansøgt elektronisk
  • har betalt gebyret.

Hvis et af kravene ikke er opfyldt, kan vi ikke udstede din tilladelse. 

Gebyr

Det koster 1.206 kr. i gebyr at få tilladelse til selvstændigt virke.

Sagsbehandlingstid

Den forventede sagsbehandlingstid er 2 måneder fra det tidspunkt, hvor vi har al den krævede dokumentation.

Sagsbehandling

På nuværende tidspunkt behandler vi de ansøgninger, vi modtog i uge 15 (2024).

Gå til ansøgning om tilladelse til selvstændigt virke