Sprogprøve

Kiropraktor. Hvis du vil arbejde i det danske sundhedsvæsen, skal du kunne kommunikere på dansk. For at opnå autorisation skal du derfor bestå Prøve i dansk 3, hvor du viser, at du kan forstå, tale, læse og formulere dig skriftligt på et vist niveau.

Det skal du bestå

Du skal som udgangspunkt bestå Prøve i Dansk 3, for at kunne gå videre med din ansøgning om autorisation.

Prøven består af tre dele, og den er både mundtlig og skriftlig. For at kunne fortsætte ansøgningen om autorisation som kiropraktor i Danmark, skal du bestå de tre dele: 

  • mundtlig kommunikation med karakteren 10
  • læseforståelse med karakteren 7 
  • skriftlig fremstilling med karakteren 7.

Efter 1. april 2019

Hvis du har taget prøven efter 1. april 2019, har du ét eller flere forsøg inden for en periode på 12 måneder til at opnå minimumskaraktererne i de tre nævnte fag.

Før 1. april 2019

Hvis du har taget prøven før 1. april 2019, skal du have opnået minimumskaraktererne i de tre nævnte fag ved én og samme prøve.

Du behøver du ikke tage prøven, hvis du opfylder et af følgende krav: 

  • Du har bestået “Prøve i dansk 3” med de krævede karakterer, og prøven er ikke mere end 12 måneder gammel på det tidspunkt, hvor vi har registreret, at vi har modtaget din ansøgning om dansk autorisation.
  • Du har boet i Danmark i perioden efter, at du har bestået prøven med de krævede karakterer.
  • Du har en dansk gymnasial uddannelse.
  • Du har gennemført og bestået én af nedenstående uddannelser, og du har et bevis for det:
    • Enkeltfag på A-niveau i skriftlig og mundtlig dansk eller dansk som andetsprog på STX, HF, HHX og EUX. Du skal som minimum have bestået prøverne med karaktererne 02 (7-trins-skalaen) eller 6 (13-skalaen).
    • A-niveau i skriftlig og mundtlig dansk på GIF (Gymnasiale indslusningsforløb for flygtninge og indvandrere), hvor du som minimum har bestået med karaktererne 02 (7-trins-skalaen) eller 6 (13-skalaen).
    • International Baccalaureate (IB) som minimum med karaktererne 02 (7-trins-skalaen) eller 6 (13-skalaen) på A-niveau i skriftlig og mundlig dansk.
    • Videregående uddannelser i Danmark på universiteter, handelshøjskoler, sygeplejeskoler med flere, medmindre der er tale om et fremmedsproget uddannelsesforløb.
    • Studieprøven (bestået) fra sprogcentre (= udbydere af danskuddannelse) (indtil 2002 Danskprøve 2).

Dokumentation for sprogkundskaber

Du skal sende os din dokumentation for sprogkundskaber i dansk med post. Du skal enten sende det originale bevis eller en bekræftet tro kopi.

Du må også gerne aflevere din dokumentation personlig i vores reception. 

Adressen er: 

Styrelsen for Patientsikkerhed
Autorisation og EU-Sygesikring
Islands Brygge 67
2300 København S.

Se kontakt og åbningstider

Sagsbehandling

Når vi har modtaget din dokumentation for sprogkrav, sender vi en kvittering til dig med digital post, hvor vi også fortæller dig, hvordan du kommer videre i processen. Det er dog en forudsætning, at vi forinden har fundet din udenlandske uddannelse egnet til afprøvning og du har modtaget besked om dette i et brev. 

Du kan først tilmelde dig kursus i dansk sundhedslovgivning og blive tilmeldt fagprøverne, når du har modtaget vores kvittering.

Vi sender dit eventuelle originale bevis og anden øvrig originale dokumentation tilbage med anbefalet post til den adresse, som du har opgivet i din ansøgning. Husk derfor at fortælle os, hvis du har fået en ny adresse.

Vær opmærksom på, at vi ikke accepterer et prøveprotokol i stedet for det endelig bevis for Prøve i Dansk 3. Vi skal endvidere anmode om, at du ikke indsender de breve, som vi har sendt til dig i forløbet.

Sagsbehandlingstid

Den forventede sagsbehandlingstid er 14 dage fra det tidspunkt, hvor betingelserne er opfyldt.