Gode råd om kirurgi i udlandet

Inden du rejser til udlandet for at modtage sundhedsfaglig behandling, bør du selv undersøge dine rettigheder. Du bør både undersøge forholdene omkring operationen eller behandlingen og dine rettigheder og muligheder for at klage, hvis din operation i udlandet går galt.

Mange danskere vælger at tage til udlandet for at få lavet operationer, fx kosmetiske operationer. Før du rejser til et andet land for at blive opereret, er det en god idé, at du undersøger dine rettigheder og muligheder.

Stil spørgsmål til din operation i udlandet

Før du vælger behandling i udlandet bør du undersøge:

  • selve operationen
  • dine rettigheder og muligheder for at klage og søge om erstatning, hvis en operation i udlandet går galt.

Du bør stille de samme spørgsmål forud for en operation i udlandet, som du ville stille herhjemme. At få den rette information er afgørende for, at du som patient kan tage stilling til, om du ønsker at få foretaget et indgreb.

Så stil spørgsmål og bed om betænkningstid, hvis du er utryg ved svarene.

Hvilke muligheder har du for at klage over en udenlandsk operation?

Du bør også sætte dig ind i mulighederne for at klage og søge om erstatning for behandling, der er gået galt i det land, du gerne vil opereres i. Reglerne kan være forskellige fra de danske, også hvis du bliver opereret i et andet EU-land, eller et land, som har særlige aftaler med EU som fx Norge.

De danske regler for kosmetisk behandling gælder ikke i udlandet

Vær opmærksom på, at vi i Danmark har ret stramme regler for kosmetisk behandling. De danske regler gælder ikke i udlandet. Derfor kan du ikke være sikker på, at du er beskyttet på samme måde som herhjemme.

Du skal selv undersøge, hvordan reglerne er i udlandet. 

Oplever du komplikationer efter en operation i udlandet?

Du bør sikre dig, hvordan du er stillet og kan få hjælp, hvis der efter hjemrejsen opstår komplikationer eller behov for at genoperere.

Oplever du akutte komplikationer efter en operation, du har fået udført i udlandet, skal du kontakte din egen læge eller lægevagten.