Pensionist i Storbritannien

Hvis du modtager social pension fra Danmark og bor i Storbritannien, kan du være omfattet af de aftaler, der indgået mellem EU og Storbritannien.

Aftalerne betyder, at du fortsat vil have adgang til det offentlige sundhedsvæsen i Storbritannien, ligesom du også vil have ret til visse sundhedsydelser under ophold i Danmark. Når du modtager dansk pension, er det Udbetaling Danmark, der afgør, hvilken af EU’s aftaler med Storbritannien, du er omfattet af.

Information til pensionist i Storbritannien

Som dansk pensionist kan du fortsat have ret til at benytte det britiske offentlige sundhedsvæsen på samme vilkår som andre borgere, der bor i landet. Det samme gælder for dine medforsikrede familiemedlemmer.

Det er en betingelse, at såvel du som dine medforsikrede familiemedlemmer er korrekt registeret i Storbritannien med en blanket S1 (E-121) udstedt af Udbetaling Danmark.

Under ophold i Danmark vil du fortsat have ret til at modtage nødvendig behandling. Det kan være behandling som følge af akut opstået sygdom. Det kan også være behandling, der relaterer sig til en kronisk eller allerede eksisterende sygdom, når den danske sundhedsperson vurderer, at behandlingen ikke kan vente, til du er retur i Storbritannien.

Det er altid den behandlende sundhedsperson, der i den konkrete situation vurderer om behandling er nødvendig under dit ophold i Danmark og i så fald hvilken behandling, du kan tilbydes.

Dokumentationen for din ret til sundhedsydelser i Danmark, er dit danske EU-sygesikringskort, som du fortsat vil have ret til. Det samme vil dine medforsikrede familiemedlemmer.

Vælger du at søge planlagt behandling i Danmark hos fx tandlæge, praktiserende læge eller anden speciallæge, skal du være opmærksom på, at du alene kan få dækket de offentlige udgifter, hvis du har fået udstedt en forhåndstilladelse til den pågældende behandling. 

Hvis du ønsker at modtage planlagt behandling i Danmark eller et andet EU-land, hvor de offentlige udgifter er dækket af sygesikringen, kræver det en forhåndstilladelse.

Du skal ansøge om en forhåndstilladelse hos den britiske sygesikringsmyndighed, NHS Business Services Authority (NHSBSA). Tilladelsen udstedes på en såkaldt S2-blanket.

Du har krav på en sådan tilladelse, hvis den ønskede behandling tilbydes inden for den offentlige sygesikring i Storbritannien, men behandlingen ikke kan gives inden for en frist, der er lægeligt forsvarlig.

Hvis du er omfattet af Udtrædelsesaftalen mellem EU og Storbritannien, kan du søge om en forhåndstilladelse (S2) til at rejse til Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz for der at modtage planlagt behandling.

Er du derimod omfattet af Handels- og samarbejdsaftalen, har du ikke denne ret. Du skal derfor selv betale alle udgifter, hvis du søger planlagt behandling i Norge, Island, Liechtenstein eller Schweiz.

Det er Udbetaling Danmark, der træffer afgørelse, om du er omfattet af Udtrædelsesaftalen eller Handels- og samarbejdsaftalen.

Som dansk pensionist kan du have adgang til at købe behandling på et dansk offentligt sygehus. Det er en forudsætning, at den ønskede behandling ikke kan tilbydes af en privat sundhedsudbyder i den region i Danmark, hvor du søger behandling.

For nærmere oplysninger om behandlingsmuligheder i Danmark, kan du kontakte de regionale patientvejledere.

Find kontaktinformation til patientkontorerne i de fem regioner i Danmark

Når du rejser midlertidigt uden for Danmark og Storbritannien fx på ferie kan du bruge dit EU-sygesikringskort, som udstedes af Udbetaling Danmark.

Er du dækket af Udtrædelsesaftalen, dækker kortet behandling, der bliver nødvendig under midlertidige ophold i alle EU/EØS-lande og Schweiz.

Hvis du derimod er omfattet af Handels- og samarbejdsaftalen, skal du være opmærksom på, at du ikke kan bruge dit EU-sygesikringskort under ophold i Norge, Island, Liechtenstein og Schweiz.

Desuden er det derfor altid en god ide at overveje en privat rejseforsikring, idet privat behandling og hjemtransport ikke er dækket af EU’s aftaler med Storbritannien. Særligt hjemtransport kan blive dyrt for dig uden forsikring. 

Læs mere om hvor og hvordan du kan bruge dit EU-sygesikringskort.