Styrelsen for Patientsikkerhed har påbudt Horsted Institute, fra den 6. august 2024, at sikre:
- forsvarlig behandling af patienter med bopæl på Færøerne med medicinsk cannabis, herunder
- udarbejdelse og implementering af instrukser herfor
- videregivelse af nødvendige oplysninger til egen læge eller andre sundhedspersoner, der skal varetage behandling af patienten
Påbuddet kan ophæves, når Styrelsen for Patientsikkerhed på baggrund af fremsendte instrukser og kontrol af videregivelse af epikriser har konstateret, at påbuddet er efterlevet.
Baggrund
Styrelsen for Patientsikkerhed gennemførte i perioden 5. december 2023 til 22. marts 2024 et reaktivt, administrativt tilsyn med Horsted Institute.
Horsted Institute er en privat smerteklinik beliggende i København.
Baggrunden for tilsynet var, at styrelsen havde modtaget en bekymringshenvendelse vedrørende en patient fra Færøerne, som Horsted Institute havde i behandling med medicinsk cannabis, uden at egen læge var orienteret herom.
Ved tilsynet blev der gennemgået ni journaler for patienter i behandling med medicinsk cannabis, som alle var bosiddende på Færøerne.
Begrundelse for påbuddet
Instrukser
Styrelsen har ved tilsynet efterspurgt instrukser for Horsted Institutes behandling med medicinsk cannabis, hvortil Horsted Institute har oplyst, at ordination af medicinsk cannabis beror på en individuel lægefaglig vurdering, og at råd og vejledning om bl.a. forsigtig optrapning, bivirkninger, blodprøvekontrol og kørselsforbud drøftes med patienten.
Horsted Institute oplyser, at der ikke foreligger administrative forskrifter herom, og at behandlingsstedet medgiver eller sender information til patienten fra ProMedicin samt patientvejledninger, som Horsted Institute har udfærdiget.
Det er styrelsens opfattelse, at der på et behandlingssted som Horsted Institute skal være instrukser for behandling med medicinsk cannabis fsva. patienter, der har bopæl på Færøerne, da patienternes mulighed for personligt fremmøde kan have indvirkning på, hvordan behandlingsstedet ved receptfornyelse kan vurdere indikation, effekt, bivirkninger, tegn på afhængighed mv. Der skal hertil være klare instrukser for de lægeforbeholdte opgaver, der anvendes medhjælp til samt for, hvordan behandlingsstedet sikrer sig videregivelse af nødvendige oplysninger til egen læge eller andre sundhedspersoner, der skal varetage behandling af patienten, da færøsk sundhedspersonale ikke har adgang til det Fælles Medicinkort (FMK). Se nærmere herom i nedenstående afsnit om epikriser.
Det er styrelsens vurdering, at fraværet af de nævnte sundhedsfaglige instrukser, som arbejdsredskab for de involverede sundhedspersoner på Horsted Institute, rummer en betydelig risiko for patientsikkerheden, idet instrukserne har til formål at sikre en ensartet og sikker patientbehandling samt at forebygge tvivlssituationer hos personalet i forhold til behandling, hvor undladelse eller forkert udførelse umiddelbart kan medføre alvorlig risiko for patienten.
Vi henviser til vejledning om udfærdigelse af instrukser, vejledning om lægers behandling af patienter med medicinsk cannabis omfattet af forsøgsordningen, autorisationslovens § 17 og 74, stk. 2 samt bekendtgørelse om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp og den tilhørende vejledning.
Epikriser
Styrelsen har ved journalgennemgang konstateret, at en patient i en periode har fået udskrevet medicinsk cannabis fra både Horsted Institute og egen læge på Færøerne.
Horsted Institute har ved tilsynet oplyst, at behandlingsstedets udenlandske patienter selv har ansvaret for at informere deres praktiserende læge – eller i tilfælde af akut indlæggelse på hospitalet – at de modtager cannabis behandling i Danmark.
Horsted Institute har desuden oplyst, at de udleverer en journalkopi til patienten eller sender med snailmail. Af og til har de også direkte kontakt med patienternes læger på telefon, hvilket i så fald dokumenteres.
Det er vores vurdering, at relevant videregivelse af sundhedsfaglige oplysninger til patientens praktiserende læge på Færøerne kan være af væsentlig betydning for patientsikkerheden, da behandlingen med medicinsk cannabis kan have betydning for øvrig behandling af patienten. Ligeledes indebærer den manglende videregivelse en risiko for, at patienten får udskrevet medicinsk cannabis i både Danmark og på Færøerne, og derved risikerer overdosering.
Vi henviser til vejledning nr. 10036 af 30. november 2018 om epikriser og autorisationslovens § 17.
Samlet vurdering
Styrelsen vurderer, at manglerne i forhold til instrukser og videregivelse af nødvendige oplysninger ved behandling af færøske patienter med medicinsk cannabis udgør større problemer af betydning for patientsikkerheden.