Registreret Alternativ Behandler (RAB)
RAB står for Registreret Alternativ Behandler. Ordningen sikrer helt basale rettigheder for de brugere, som opsøger alternativ behandling.
En RAB-registrering indebærer, at:
- Den alternative behandler er medlem af en brancheforening, som er godkendt til at registrere sine medlemmer
- Den alternative behandler opfylder visse uddannelseskrav, som behandlerens brancheforening har sagt god for
- Behandleren overholder den pågældende foreningens regelsæt for god klinisk praksis
- Du har mulighed for at klage over behandleren / behandling via foreningens klageorgan
En registrering er ikke en autorisation
Vær opmærksom på, at en registrering ikke er det samme som en autorisation. Forskellen er blandt andet, at vi ikke fører tilsyn med registrerede alternative behandlere (RAB), med mindre behandleren samtidig er autoriseret sundhedsperson. At en behandler er registreret betyder ikke, at vi har godkendt behandleren og det er heller ikke en garanti for eller godkendelse af en bestemt behandling.