COVID-19-smittet var til fredagsbar på Panum Instituttet i København fredag 6. marts

10-03-2020

En person, som er konstateret smittet med COVID-19, har fredag 6. marts 2020 været til fredagsbar på Panum Instituttet i tidsrummet 11-21. Alle, der har været til stede til fredagsbaren i samme tidsrum, bør blive hjemme i 14 dage.

Styrelsen for Patientsikkerhed er blevet orienteret om, at en COVID-19-smittet person har været til en fredagsbar på Panum Instituttet, Københavns Universitet, fredag 6. marts mellem kl. 11 og 21. Den smittede er i isolation. Styrelsen for Patientsikkerhed er i gang med arbejdet med at opspore kendte tætte kontakter til den smittede.

Vi opfordrer til, at alle, der har været til stede til fredagsbaren i pågældende tidsrum, bliver hjemme i 14 dage – dette gælder også, hvis man ikke på nuværende tidspunkt har symptomer på at være smittet. Man bør i perioden også holde sig fysisk adskilt fra andre mennesker, inklusive egen familie.

Hvis du oplever symptomer som feber, hoste eller åndenød i løbet af de 14 dage, skal du ringe til egen læge eller vagtlægen og oplyse, at du har været til en fredagsbar, hvor der var en COVID-19-smittet person til stede.

Personer, som har været til stede til fredagsbaren, skal under alle omstændigheder ikke besøge sygehuse, plejecentre m.v., hvor der er personer, som vil være særligt udsatte og sårbare i tilfælde af smitte med COVID-19.

Information om COVID-19 (coronavirus) findes på coronasmitte.dk