Styrelsen for Patientsikkerhed sender igen tilsynsrapporter ud som normalt

04-05-2020

Styrelsen for Patientsikkerhed sender igen tilsynsrapporter ud efter en midlertidig pause på grund af den ekstraordinære situation med COVID-19.

Styrelsen for Patientsikkerhed skrev den 21. april, at tilsyn, varslinger og høringer af tilsynsrapporter var aflyst for maj måned. Vi har nu vurderet, at normal praksis for udsendelse af tilsynsrapporter kan genoptages.

"I begyndelsen af corona-krisen satte vi udsendelse af tilsynsrapporter på stand-by, så sundhedsvæsenet kunne fokusere på hurtigst muligt at få lavet de nødvendige arbejdsgange for at hindre smittespredning af COVID-19. Vi vurderer nu, at det er tid til at genoptage vores normale praksis med at udsende rapporter," siger Anne-Marie Vangsted, direktør for Styrelsen for Patientsikkerhed.

Vi er fortsat opmærksomme på, at den ekstraordinære situation med COVID-19 kan sætte nogle behandlingssteder under pres. De behandlingssteder, der i den kommende tid modtager tilsynsrapporter i høring, vil derfor samtidig få information om muligheden for at søge Styrelsen for Patientsikkerhed om forlængelse af høringsfrister og frister for opfyldelse af krav i påbud.

Tilsynsbesøg og varslinger af tilsynsbesøg er fortsat aflyst i maj måned. Dog vil tilsyn, hvor der er en konkret og alvorlig bekymring for patientsikkerheden, blive gennemført.