Aktuel status på konkrete sager i Styrelsen for Patientsikkerheds smitteopsporingsarbejde

21-06-2020

Styrelsen for Patientsikkerhed er aktuelt i gang med at foretage smitteopsporing af en række smittekæder.

En person der besøgte Lalandia i Rødby den 16. – 18. juni 2020 er efterfølgende testet positiv for COVID-19. Styrelsen for Patientsikkerhed har i går og i dag været i kontakt med både Lalandia og den smittede person, og nære kontakter til den smittede er identificeret og kontaktet med henblik på, at de kan blive testet. Aktuelt er der kun tale om én smittet person, som har besøgt Lalandia.

I relation til flyet fra Pakistan, der landede i Københavns Lufthavn den 6. juni, er der aktuelt konstateret 22 smittede. Det viser den seneste opgørelse fra Styrelsen for Patientsikkerheds enhed for coronaopsporing. 18 af de smittede var ombord på flyet, mens de sidste 4 er nære kontakter, som ikke var ombord på flyet og som efterfølgende er smittet af en eller flere, der var med flyet. Alle relevante personer er kontaktet og orienteret om alle forholdsregler af styrelsen.

Endelig er 4 personer med relation til Black Lives Matter demonstrationen søndag den 7. juni i København konstateret smittet. Styrelsen har også her kontaktet de smittede og sikret opsporing af nære kontakter.

"Vi arbejder intenst på at stoppe alle smittekæderne, så virussen ikke breder sig yderligere. I alle sager fortsætter smitteopsporingsarbejdet, hver gang en ny person med relation til en konkret begivenhed testes positiv. Det er fortsat helt afgørende, at de generelle anbefalinger også overholdes så smitten angribes fra flere sider," siger Anette Lykke Petri, overlæge og konstitueret direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed.