Personen kom hjem fra skiferie i Norditalien den 15. februar og blev syg med hoste, feber m.v. tre dage efter sin hjemkomst. Vedkommende henvendte sig til egen læge i går, den 27. februar, og blev henvist til undersøgelse på Rigshospitalet.
"Vores strategi er fortsat, at vi hurtigt inddæmmer smittespredningen ved at diagnosticere COVID-19 og behandle patienten under isolation, samtidig med at vi opsporer og håndterer de personer, der har haft tæt kontakt med de smittede", siger direktør i Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm.
Styrelsen for Patientsikkerhed har sat personen i hjemmeisolation
"Vi har sat personen i hjemmeisolation, og vi arbejder nu på højtryk med at opspore personer, der kan have været i tæt kontakt med den smittede. Vi kontakter de tætte kontakter og foretager en konkret risikovurdering," siger direktør i Styrelsen for Patientsikkerhed Anne-Marie Vangsted.
Sundhedspersonale fra Rigshospitalet vil være i daglig kontakt med den smittede.
Det er vigtigt, man ringer til egen læge eller lægevagten, hvis man inden for de sidste 14 dage har været i områder med udbredt transmission af COVID-19, og har fået symptomer som feber, hoste eller åndenød eller har været i tæt kontakt med en person, der er mistænkt eller fået påvist sygdommen og har de samme symptomer.