Sundhedsvæsenet får en helt ny autorisationsgruppe, når behandlerfarmaceuter fra 1. juli kan ansøge om autorisation hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Som autoriseret behandlerfarmaceut kan man genordinere nogle former for medicin, som en læge har udskrevet tidligere.
Det betyder, at patienterne nu kan nøjes med en tur på apoteket efter visse typer medicin, der normalt kræver en recept fra lægen.
Den nye titel kan tildeles farmaceuter, der er ansat på et apotek og har et kursus i behandlerfarmaci.
"Farmaceuter ansat på et apotek kan tage et kursus i behandlerfarmaci, som skal klæde dem på til at vurdere, om det er forsvarligt at genordinere medicin til patienter, der allerede er i stabil behandling. Det betyder for eksempel, at en patient med diabetes kan gå på apoteket i weekenden og hente insulin uden at skulle forbi lægevagten for at forny recepten," forklarer enhedschef Birgitte Drewes fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
P-piller, insulin og inhalatorer til behandling af KOL er eksempler på medicin, behandlerfarmaceuter må genordinere.
En autorisation betyder, at behandlerfarmaceuter skal leve op til de krav og pligter, som er beskrevet i Autorisationsloven. Samtidig bliver behandlerfarmaceuterne også omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn. Behandlerfarmaceuter kan ansøge om autorisation hos Styrelsen for Patientsikkerhed.
Se listen over den medicin, som autoriserede behandlerfarmaceuter må genordinere.
Læs kravene til at søge om autorisation som behandlerfarmaceut og søg autorisation.
Fakta om behandlerfarmaceuter
- Behandlerfarmaceuter kan genordinere visse receptpligtige lægemidler som p-piller, insulin og inhalatorer til behandling af KOL.
- Lægemidlerne må kun genordineres én gang, i mindste pakning og kun til patienter,
der er i stabil lægeordineret behandling.
- Behandlerfarmaceuten må ikke foretage genordination til gravide, ammende eller børn under 15 år.
- Genordination må ikke ske, hvis patientens behandlende læge har modsat sig.
- Behandlerfarmaceuten skal orientere patientens behandlende læge om genordinationer og dokumentere orienteringen efterfølgende.