Læger får brev om mæslingesmitte

18-02-2019

Styrelsen for Patientsikkerhed udsender brev til læger om at være ekstra opmærksomme på mæslingesmitte efter mæslingeudbrud i skisportsområdet Val Thorens.

Alle landets praktiserende læger og vagtlægeordninger modtager i dag et brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed gennem AMK (Akut Medicinsk Koordinering) om opmærksomhed og forholdsregler i forbindelse med risiko for mæslingesmitte.

Udsendelsen af brevet sker, fordi Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut forventer, at der i den kommende periode kan blive påvist nye tilfælde af mæslinger, efter at danskere, der har været på vinterferie i det franske skisportsområde Val Thorens, vender hjem.

De franske myndigheder har rapporteret om et udbrud af mæslinger i Val Thorens, og to danskere er indtil videre konstateret smittet efter at have opholdt sig i området.

"Er man blevet syg med mæslinger, minder de første symptomer som regel om en forkølelse eller influenza. Fordi de fleste danskere enten har haft mæslinger eller er vaccinerede, er det ikke så tit, man ser mæslinger herhjemme, og som læge vil man derfor som regel ikke mistænke mæslinger som det første," siger Bente Møller, overlæge og sektionsleder i Styrelsen for Patientsikkerhed. ”Derfor udsender vi et brev, der gør opmærksom på, at der i øjeblikket kan være flere patienter med mæslinger end normalt.”

Brevet udsendes til praktiserende læger, vagtlæger og akuttelefonen 1813 og indeholder blandt andet information om prøvetagning, diagnostik og behandling (profylakse).

"Er man blevet smittet med mæslinger, kan lægen vaccinere i op til 72 timer, efter man er blevet smittet, og der kan gives antistoffer op til 6 døgn efter smittetidspunktet. Derfor er det vigtigt, at man ringer til lægen hurtigt, hvis man har mistanke om, at man kan være smittet," siger Bente Møller.

Hun understreger, at man ikke bør møde op uden aftale: ”Mæslinger er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes, så hvis man har mistanke om, at man kan være smittet, skal man skal ikke møde op uden aftale, da man kan risikere at smitte andre i venteværelset,” siger hun.

De fleste danskere har haft mæslinger eller er vaccineret mod sygdommen og er derfor immune.

Små børn, der endnu ikke har fået vaccinen, er i særlig risiko for mæslingesmitte.

Blandt danskere født mellem 1975 og 1986 er der en højere andel, der ikke vaccineret mod mæslinger og heller ikke har haft sygdommen.

Mæslingevaccine er gratis for alle og kan fås hos egen læge.

Ved smitte med mæslinger står Styrelsen for Patientsikkerhed for smitteopsporing og rådgivning.

Læs brevet til lægerne

Læs mere om mæslinger hos States Serum Institut