Vaccinationsklinikker og apoteker: Erfaringsopsamling på det sundhedsfaglige tilsyn 2019

Del sidens indhold med andre

9. december 2020

I 2019 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed 60 sundhedsfaglige tilsyn på vaccinationsområdet. Tilsynene omfattede private vaccinationsklinikker og apoteker, hvor der tilbydes vaccination.

Resultaterne af tilsynene viser, at 45 behandlingssteder på vaccinationsområdet opfyldte samtlige målepunkter. Her var der ingen problemer af betydning for patientsikkerheden. Ved 15 tilsyn konstaterede vi mindre problemer af betydning for patientsikkerheden.

Erfaringsopsamling for vaccinationsområdet

Nogle steder mødte vi manglende viden og overholdelse af regler for journalføring og håndhygiejne.

Alle virksomheder havde faste procedurer for indberetning til Det Danske Vaccinationsregister, hvilket betyder at den enkelte patient via sundhed.dk kan få overblik over egne vaccinationer. Der var også rutiner for opdatering af viden fra Statens Serum Institut om aktuelle anbefalinger og implementering af ny praksis, fx om spørgeprocedurer for afklaring af behov for mæslingevaccination ved udbrud i udlandet. Der var desuden gode rutiner for håndtering af ildebefindende efter vaccination

Vi så ingen større eller kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden ved tilsynsbesøgene på vaccinationsområdet.

Læs hele opsamlingen om sundhedsfaglige tilsyn på vaccinationsområdet i 2019

Læs mere om vaccination på ssi.dk/vaccinationer