Misbrugsområdet: Erfaringsopsamling fra sundhedsfaglige tilsyn med misbrugscentre i 2018-2019

Del sidens indhold med andre

18. december 2020

I perioden 2018-2019 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed 73 tilsyn med behandlingssteder, der varetager misbrugsbehandling. Tilsynene omfattede både offentlige og private misbrugsbehandlingssteder, der behandler alkohol- og/eller stofmisbrugere.

Resultaterne fra tilsynene med misbrugscentre viser, at der er et stort behov for at styrke patientsikkerheden på området. Andelen af tilsyn på misbrugsområdet, som munder ud i et påbud eller et forbud mod bestemte typer sundhedsfaglig virksomhed, er relativt stor i forhold til de fleste øvrige typer af behandlingssteder, som er omfattet af det sundhedsfaglige tilsyn.

Misbrugsbehandling er typisk organiseret som en socialfaglig indsats. Det betyder, at området er præget af et stærkt socialfagligt fokus, og at mange medarbejdere ikke har en sundhedsfaglig baggrund. Balancen mellem den socialfaglige og den sundhedsfaglige indsats stiller krav til misbrugsbehandlingsstederne om at sikre, at de rette kompetencer og systemer er til rådighed, så personalet har mulighed for at løfte de sundhedsfaglige opgaver patientsikkerhedsmæssigt forsvarligt.

Mange misbrugsbehandlingssteder har rapporteret, at de har igangsat omfattende indsatser for at leve op til tilsynets målepunkter. Både før og efter tilsynsbesøg har mange misbrugsbehandlingssteder henvendt sig til styrelsen for at få rådgivning og vejledning, og vi har indtryk af, at der mange steder bliver gjort en stor indsats for at løfte patientsikkerheden. Der bør arbejdes målrettet for at sikre, at der er de nødvendige sundhedsfaglige kompetencer til rådighed, så alle misbrugsbehandlingssteder kan leve op til kravene til den sundhedsfaglige behandling, som patienterne har brug for.

Læs mere i erfaringsopsamlingen fra de sundhedsfaglige tilsyn med misbrugscentre 2018-2019