Forsvarsområdet: Erfaringsopsamling for det sundhedsfaglige tilsyn 2019

Del sidens indhold med andre

24. november 2020

I 2019 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed otte sundhedsfaglige tilsyn på forsvarsområdet. Resultaterne viser, at forsvarets klinikker og infirmerier er præget af en stærk patientsikkerhedskultur.

Tilsynene på forsvarsområdet omfattede sygeplejeklinikker bemandet med sygeplejersker samt infirmerier bemandet med læger, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og sygepassere. Resultaterne af tilsynene viser, at tre behandlingssteder på forsvarsområdet opfyldte samtlige målepunkter, og der var ingen problemer af betydning for patientsikkerheden. Ved fem tilsyn konstaterede vi mindre problemer af betydning for patientsikkerheden.

                       Opsamling på sundhedsfaglige tilsyn på forsvarsområdet 2019

Vi så ingen større eller kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden ved tilsynsbesøgene på forsvarsområdet.

Det overordnede indtryk ved de sundhedsfaglige tilsyn på forsvarsområdet var, at klinikker og infirmerier er præget af en stærk patientsikkerhedskultur i forhold til instrukser og procedurer, som generelt levede op til de gældende krav. Vi så en gennemgående god praksis for journalføring, sygeplejefaglig dokumentation og medicinhåndtering. Der blev konstateret enkelte mangler i forhold til håndhygiejne, herunder brug af armbåndsure og fingerringe, og visse steder var der mangler i registreringen af vaccinationer til soldater i forbindelse med udsendelse.

Læs hele opsamlingen om sundhedsfaglige tilsyn på forsvarsområdet i 2019