Retslægelig obduktion

Del sidens indhold med andre

En retslægelig obduktion er en ydre og indre undersøgelse af et dødt menneskes krop med det formål at afdække dødsmåden og dødsårsagen.

Retslægelig obduktioner udføres ved et af de tre retsmedicinske institutter i Danmark der ligger på Syddansk Universitet, Aarhus Universitet og Københavns Universitet.

Obduktionen starter med en udvendig undersøgelse af liget, hvor der ses efter skader og sygdomstegn. Derefter undersøges de indre organer. I forbindelse med obduktionen kan der udtages materiale til yderligere undersøgelser.

Der udarbejdes en obduktionserklæring, der fremsendes til politiet. Når resultaterne af eventuelle supplerende undersøgelser foreligger, udarbejdes også en supplerende erklæring.

Pårørende kan indhente oplysninger om resultatet af retslægelige obduktioner hos politiet. Obduktionserklæringerne er politiets ejendom og udleveres ikke fra Styrelsen for Patientsikkerhed.