Inspiration og erfaringer 2020

Del sidens indhold med andre

Vi samler løbende viden og erfaringer fra ældretilsynet. Det danner grundlag for læringsindsatser, fx temadage, inspirationsartikler og undervisningsmateriale. Vi udgiver også erfaringsopsamlinger, der sammenfatter de fund, der er blevet gjort i forbindelse med tilsynet og samtidig skitserer de læringspotentialer, vi har identificeret.

Vi ønsker at inspirere personalet og lederne i ældreplejen til at reflektere over, om der er områder, hvor der kan finjusteres og prøves nye metoder. Temaerne er udvalgt ud fra de observationer, vi har gjort under vores tilsyn, men inspirationen kommer i høj grad også fra plejeenheder ude i landet, der har fundet en god metode, eller har arbejdet særligt med de specifikke områder og har god effekt og erfaring med det.

Dokumentation og vidensdeling

Det er centralt for borgerens livskvalitet, at plejeenhederne og hjemmeplejen deler den social- og plejefaglige indsats systematisk og sammenhængende, så enhver, der skal være omkring borgeren, kan få et overblik over den enkelte borgers aktuelle behov, muligheder og ønsker. Den viden er med til at sikre, at alle medarbejdere kan følge op og opdage en forandring i borgerens tilstand. Det kræver i høj grad, at der er etableret en klar ansvarsfordeling, som både ledere, medarbejdere og vikarer kender og anvender. 

Vi ser generelt, at der i ældreplejen kan arbejdes mere med dokumentation og vidensdeling – særligt i forbindelse med forebyggelse af funktionsevnetab, træningsforløb og livets sidste fase.