Lip filler, laser og peeling - er der en læge til stede?

Skønhedsbehandlinger såsom filler i læberne, hårfjerning med laser og peeling med meget skrappe syrer tilbydes i små og store klinikker. Behandlinger som disse kaldes under et kosmetisk behandling, og de må kun udføres af læger eller deres medhjælpere, hvis de har en tilladelse. Af hensyn til patienternes sikkerhed er den slags skønhedsbehandlinger nemlig underlagt en stram lovgivning, krav om specialuddannelse og et personale, som er særligt kvalificeret og har tilladelse til at udføre behandlingerne.

Kampagne

Fillers uden filter

Hvis du selv eller en, du kender, ønsker at få foretaget kosmetisk behandling, så gør du dig måske nogle tanker om resultatet og om behandlingen er sikker. Vi har samlet en række råd, som kan hjælpe dig med at få svar på de vigtigste spørgsmål. Her får du også vejledning til, hvordan du kan slå klinikken op og hvad du skal lede efter, for at undersøge, om en behandler må lave fx hårfjerning med laser eller fillerbehandling. 

Se de fem spørgsmål og få gode råd om "fillers uden filter"

Slå behandleren op

Kan jeg undersøge, om klinikken må udføre kosmetisk behandling?

Hvis du fx skal have fjernet hår med laser, have behandlet rynker eller forstørret læber, så har du brug for at vide, om den behandler, du har valgt, har tilladelse til at udføre den behandling, du ønsker. Det kan du se i autorisationsregisteret. Her kan du slå den enkelte kosmetiske behandler op, og se hvad han eller hun har tilladelse til. Du kan også slå en klinik op og se, hvem på stedet der må udføre hvad. 

Når behandleren har tilladelse til at udføre behandlingen, ved du, at vi har vurderet, at behandleren  har de rigtige kvalifikationer til at kunne udføre behandlingen sikkert og hjælpe, hvis der skulle opstå komplikationer. 

Slå en behandler eller et behandlingssted op

Tilsyn

Tilsyn med kosmetisk behandling

Vi fører tilsyn med de kosmetiske behandlingssteder. Vi kigger bl.a. på, om personalet har de nødvendige tilladelser og får tilstrækkelig instruktion fra den ansvarlige læge. Vi forsøger også at udbrede viden og skabe læring, som kan gøre det sikkert at være patient i Danmark.

Læs mere om tilsyn med kosmetiske behandlingssteder