×

Vær opmærksom ved brug af Chlordiazepoxid i akut behandling af alkoholabstinens

6. juni 2017

Siden 2015 er der fra sygehuse blevet rapporteret fire utilsigtede hændelser til Dansk Patientsikkerhedsdatabase, hvor patienter efter akut abstinensbehandling med chlordiazepoxid får respirationsproblemer og bliver bevidsthedspåvirket. Alle de rapporterede tilfælde har været livstruende – og i et enkelt tilfælde var hændelsen fatal.

Lægemiddelstyrelsen har i samme periode modtaget to tilsvarende bivirkningshændelser. I 2015 fik en sygeplejerske desuden kritik af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævn for ikke kontinuerligt at have taget værdier eller scoret en patient for abstinenser efter indgift af 200 mg chlordiazepoxid mod abstinenser. Patienten blev fundet ukontaktbar.

Case

En patient bliver indlagt på sygehus med kendt alkoholoverforbrug og KOL. Patienten bliver i tre dage behandlet for abstinenser med i alt 500 mg chlordiazepoxid. På tredjedagen er patienten tydeligt bevidsthedspåvirket. På femtedagen bliver der givet modgift (flumazenil) med god effekt, men næste dag er patienten igen meget sløv. Der gives igen modgift med god effekt. På syvendedagen får patienten hjertestop, sandsynligvis på grund af iltmangel.

Casen er konstrueret ud fra utilsigtede hændelser rapporteret til Dansk Patientsikkerhedsdatabase.

Patientens alder og almene tilstand

Når du påbegynder en behandling med chlordiazepoxid af en patient med alkoholabstinenssymptomer, skal du være opmærksom på, at lægemidlet nedbrydes i leveren. Nedsat leverfunktion øger derfor risikoen for akkumulation ved gentagen indgift. Det kan føre til overdosering og/eller forgiftning. Vær opmærksom på, at mange alkoholmisbrugere har dårlig leverfunktion, og for ældre patienter er der ligeledes en sandsynlighed for nedsat leverfunktion.

Du skal være opmærksom på, at chlordiazepoxid kan have en hæmmende effekt på respirationen. Derfor skal præparatet anvendes med stor forsigtighed til patienter med kroniske lungesygdomme som fx KOL, astma og kronisk bronchitis.

Forskellen i plasmahalveringstider på chlordiazepoxid og modgiften flumazenil

Ved behandling for overdosering/forgiftning med chlordiazepoxid skal du være opmærksom på, at chlordiazepoxid bliver længere tid i kroppen end modgiften, flumazenil. Flumazenil har en kort plasmahalveringstid på 40 til 80 minutter i forhold til chlordiazepoxids halveringstid på 10 til 48 timer (plasmahalveringstiden for de aktive metabolitter er op til flere døgn). Virkningen af flumazenil kan derfor være aftaget inden plasmakoncentrationen af chlordiazepoxid er faldet tilstrækkeligt, og forgiftningssymptomer (fx respirationsstop) kan derfor optræde igen inden for få timer.

Anbefaling

Ifølge Vejledning om behandling af akutte rusmiddelforgiftninger (Sundhedsstyrelsen 2012) skal behandlingen af alkoholabstinenssymptomer basere sig på en løbende vurdering af vitalparametrene. Kontrollér derfor bevidsthedsniveau samt basale værdier såsom puls, blodtryk, temperatur, respirationsfrekvens eller iltmætning, når du behandler med chlordiazepoxid. Ved ældre patienter, patienter med nedsat leverfunktion eller respirationsinsufficiens bør overvågningen intensiveres.

Patienter, som har modtaget flumazenil for at modvirke effekten af chlordiazepoxid, skal overvåges for genopståen af den sløvende effekt (resedation), nedsat respiration og andre restvirkninger efter chlordiazepoxidbehandlingen. Det skal ske i en passende periode baseret på dosis. Fordi patienter med underliggende leversvigt kan opleve forsinkede effekter, kan en forlænget observationsperiode være påkrævet.