×

Fagspecifikke spørgsmål og svar for tandlæger

3. maj 2017

Her finder du fagspecifikke spørgsmål og svar vedrørende tilsynet med tandlægeklinikker.

Medicinsk anamnese

Må tandlæger lægge patientens egne oplysninger om medicinforbrug til grund for den medicinske anamnese?

Det er sundhedspersonens vurdering af patienten, der skal lægges til grund for om patientens egne oplysninger omkring medicinforbrug antages at være korrekte.

Kan tandlægen anvende patientens egne oplysninger om INR?

Det er en sundhedsfaglig vurdering, om patientoplysninger kan lægges til grund for behandlingen – også når vi taler om INR-værdien.

Må tandlæger foretage opslag på FMK uden patientens udtrykkelige og informerede samtykke?

Tandlæger må i forbindelse med konkrete behandlinger foretage opslag i FMK uden patientens accept.

Hvordan defineres et invasivt indgreb?

Et invasivt indgreb defineres som et indgreb med penetration eller kontakt til underliggende væv, for eksempel blodbanen, dog med undtagelse af indgreb i tændernes hårdtvæv.

Journalføring og røntgen

Skal uanvendelige røntgenbilleder altid gemmes?

Undersøgelser skal i relevant og nødvendigt omfang journalføres. Det er et sundhedsfagligt skøn, om røntgenbillede, der ikke er taget korrekt, vil få relevans ved en senere diagnostisk vurdering. Det betyder i praksis, at hvis et billede er helt sværtet, må det gerne slettes.

Kan indikationen for røntgenoptagelse ligge i det journalførte ordvalg?

Journalen skal være entydig. Det betyder, at i en given behandlingssituation, hvor der alene er udført én konkret behandling, vil indikationen for en røntgenkontrol af den konkrete behandling kunne ligge i ordet kontrolrøntgen. I en behandlingssituation, hvor der alene er udført én rodspidsamputation, og der samme dag tages et kontrolrøntgen, giver det fx mening at skrive ordet kontrolrøntgen som indikation for røntgenoptagelse. Men det beror på en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, så man sikrer sig entydighed.

Er det nødvendigt at foretage røntgenbeskrivelse af efterfølgende røntgenbilleder af samme område i samme behandlingsseance?

(Her refereres der fx til rodbehandling, hvor der tages et korrektionsbillede for rodlængde, eller kontrol af rodfyldning, hvor apex ikke ses på billedet, og der derfor må tages en ny optagelse).

Det er en sundhedsfaglig vurdering i det konkrete tilfælde. Er der områder på det fejlskudte billede, der ikke forekommer på det sufficiente billede, må området beskrives under det fejlskudte billede.

Er det et krav, at røntgenbeskrivelsen ligger i kontinuationen, hvis den kan læses ud af et diagram, fx et cariesdiagram?

Et røntgenbillede er en diagnostisk undersøgelse, der kræver en journalført beskrivelse af hele billedet. Det skal fremgå af beskrivelsen, at det er fund diagnosticeret ud fra røntgenbilledet, så der entydigt kan skelnes mellem røntgenfund og kliniske fund. Selve røntgenbeskrivelsen behøver ikke nødvendigvis fremgå af selve kontinuationen, men det skal i så fald ved krydshenvisning fremgå, hvor røntgenbeskrivelsen er placeret i journalsystemet.

Skal der journalføres informeret samtykke for hver enkelt behandlingsseance, eller kan der gives ét samlet informeret patientsamtykke til én behandlingsplan?

”Har patienten givet samtykke til et behandlingsforløb – det kan være større eller mindre – er det ikke nødvendigt at indhente yderligere samtykke under behandlingsforløbet, medmindre der forekommer afvigelser fra det planlagte behandlingsforløb,” jf. VEJ nr. 10070 af 7. november 2016 om tandlægers journalføring pkt. 4.1.

Hvor mange journaler kigger Styrelsen for Patientsikkerhed på ved et risikobaseret tilsyn?

Ved det risikobaserede tilsyn ser Styrelsen for Patientsikkerhed som hovedregel på tre journaler pr. tandlæge på klinikken, udvalgt som stikprøver. Hvis Styrelsen for Patientsikkerhed skønner, at det er nødvendigt at se på flere journaler, bliver antallet mere end tre.

Medicinhåndtering og administration

Hvordan skal medicin opbevares på en tandklinik?

Medicinen skal opbevares forsvarligt, så uvedkommende ikke kan komme til den.

Hvad kræves der af proceduren for udlevering af medicin?

Det er en konkret sundhedsfaglig vurdering, hvad der skal tages stilling til i hvert enkelt tilfælde ved udlevering/ordination af medicin – både receptpligtig medicin og håndkøbsmedicin.

Sterile pakninger af instrumenter til flergangsbrug

Hvilke instrumenter penetrerer ikke eller kan ikke penetrere til underliggende væv?

”På tandklinikker anvendes sterilisation til kritisk og semikritisk udstyr/instrumenter. Ifølge Spauldings klassifikation af medicinsk udstyr (NIR for tandklinikker, afsnit 8) omfatter kritisk udstyr instrumenter, som anvendes til kirurgiske eller andre invasive indgreb, der medfører kontakt til blodbanen (fx tand¬rensning) eller andet sterilt væv (fx rodkanalen), mens semikritisk udstyr anvendes ved kontakt med intakte slimhinder uden penetration til underliggende væv og blodbanen. Da langt de fleste procedurer i mundhulen indebærer en risiko for brud på hud eller slimhinde (blødning), og dermed kontakt til underliggende væv og blodbanen, anvendes sterilisation – og ikke desinfektion – til slutbehandling af instrumenter til tandbehandling,” jf. NIR for tandklinikker, side 25.

Hvorfor skal desinficerede instrumenter være sterilt pakket, når disse instrumenter ved anbrud tages med en usteril handske og lægges på en usteril bakke?

Det er en sundhedsfaglig vurdering, om der ved det invasive indgreb er behov eller ikke behov for sterile handsker. Det sterile instrument bør ikke lægges på en usteril bakke, men på en steril serviet eller eventuelt på den sterile side af den sterile pose, som instrumentet har været pakket i. Som eksempel: Ved pochemåling vil det oftest kun være spidsen af pochemåleren, der kommer i kontakt med blodbanen, sundhedspersonens handsker behøver ikke at komme i kontakt med hverken blodbane eller spidsen på pochemåleren, der kan ligge på den usterile bakke i den åbne sterile pose.

Indretning af klinik

Må der i aerosolzone på 1,5 meter radius fra behandlingszonen stå fritstående materialer/instrumenter til flergangsbrug og/eller engangsartikler?

Der er en aerosolzone på 1,5 m i radius fra behandlingscentrum. Det betyder, at bakterier/vira kan blive transporteret via vandpartikler fra patientens mund til artikler og andet, der befinder sig inden for denne radius. Derfor skal artikler, materialer og instrumenter, uanset om de er til engangs- eller flergangsbrug, opbevares uden for denne aerosolzone. Alternativt kan de opbevares i lukkede bokse, fx skuffer, så de ikke bliver kontamineret, jf. NIR for tandklinikker, side 43.

Delegerede opgaver

Hvornår skal sundhedsfaglig forbeholdt virksomhed/sundhedsfaglige opgaver delegeres, og hvem kan virksomheden/den sundhedsfagliges opgaver delegeres til?

Tandlæger har et virksomhedsområde, der er forbeholdt tandlæger, jf. Lovbekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 49 stk. 1: ”Tandlægevirksomhed omfatter forebyggelse af instrumentel og medikamentel art, diagnostik og behandling af anomalier, læsioner og sygdomme i tænder, mund og kæber.”

Tandplejere har et virksomhedsområde, der er forbeholdt for tandplejere, jf. Lovbekendtgørelse nr. 1356 af 23. oktober 2016 om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed § 65 stk. 4: ”Tandplejeres virksomhed omfatter patientundersøgelse, fjernelse af hårde tandbelægninger og rodafglatning, pudsning og polering af tandrestaureringer, herunder fjernelse af fyldningsoverskud, samt anlæggelse af infiltrationsanalgesi. Endvidere instrumentel fjernelse af bløde tandbelægninger samt afpudsning af tænder og indsætning og aftagning af tandreguleringsapparatur.”

- Klinikassistenter kan kun foretage tandlæge- og tandplejerforbeholdt virksomhed som medhjælp.

Tandplejer kan kun foretage tandlægeforbeholdt virksomhed som medhjælp.

Delegering af forbeholdt virksomhed/en sundhedsfaglig opgave kræver:

  • udvælgelse af den person, opgaven skal delegeres til, skal ske med omhu og samvittighedsfuldhed.
  • udformning af en instruks.
  • oplæring af udførende person i den delegerede opgave.
  • løbende kontrol af udførelsen af opgaven.

     

Læs mere herom i vejledning nr. 115 af 11. december 2009 om autoriserede sundhedspersoners benyttelse af medhjælp.