×

Sådan søger du i autorisationsregisteret

18. april 2016

I det offentlige autorisationsregister kan du finde oplysninger om sundhedspersoner, grupper af sundhedspersoner eller konkrete private behandlingssteder.

Søgning efter sundhedspersoner

Når du søger efter konkrete sundhedspersoner kan du bruge et eller flere af følgende felter:

Feltnavn Beskrivelse
Navn Her er det muligt at søge på specifikke navne
Fødselsdag Her er det muligt at søge på specifikke fødselsdage eller fødselsdage inden for et givent interval
AutorisationsID Her er det muligt at søge på specifikke autorisationsID
Autorisationsdato Her er det muligt at søge på specifikke autorisationsdatoer eller autorisationsdatoer inden for et givent interval
Faggruppe Her er det muligt at afgrænse søgningen til en bestemt faggruppe
Lægespecialer Her er det muligt at afgrænse søgningen til et bestemt lægespeciale
Tandlægespecialer Her er det muligt at afgrænse søgningen til et bestemt tandlægespeciale
Øvrige specialer Her er det muligt at afgrænse søgningen med øvrige sundhedsfaglige specialer
Tilsynsoplysninger Her kan søgningen afgrænses med specifikke tilsynsoplysninger (sanktioner)
75-årsreglen Her er det muligt at afgrænse søgningen i forhold til, om en sundhedspersonen har fortsat ret til selvstændigt virke efter 75-års reglen.
Kosmetisk behandling Her er det muligt at afgrænse søgningen til at finde sundhedspersoner, der er godkendt til at foretage bestemte former for kosmetisk behandling

For at finde en konkret sundhedsperson kan du nøjes med at udfylde ét af følgende felter:

  • Fødselsdato
  • Navn
  • Autorisations-ID

Hvis du udfylder flere felter samtidigt, skal søgningen opfylde samtlige kriterier, før registeret finder en konkret sundhedsperson eller gruppe af sundhedspersoner.

Søgning efter grupper af sundhedspersoner

Hvis du ønsker at søge på grupper af autoriserede sundhedspersoner kan du fx søge ud fra rullegardinerne. Hvis du under rullegardinet ”Faggruppe” vælger ”Læge” vil registeret finde alle de læger, som har en gyldig eller ikke gyldig autorisation. Søgningen kan samtidig fx kombineres med en given tilsynsoplysning.

Tilsynsoplysninger

I rullegardinet tilsynsoplysninger kan du filtrere søgningen på fire kategorier:

  • Skærpet tilsyn
  • Fagligt påbud
  • Begrænsninger i autorisationen
  • Uden gyldig autorisation

Vælger du fx kategorien ”Skærpet tilsyn” finder registeret alle de autorisede personer, som aktuelt er i skærpet tilsyn. Hvis du herefter vælger en konkret person er det muligt at se årsagen til, at personen er i skærpet tilsyn. Søgningen kan også kombineres med fx ”Faggruppe” og ”Læge”. I givet fald finder registeret alle læger, der er i skærpet tilsyn.

Tilsynsoplysninger, som fx skærpet tilsyn, bliver vist i registeret med en overskrift og forklarende tekst. Se fx nedenstående eksempel:

Hvis du vælger filtreringsmuligheden uden gyldig autorisation finder registeret alle de personer, som ikke aktuelt har en gyldig autorisation. Hvis en person står i registeret, men ikke har en gyldig autorisation er dette markeret ved en rød ramme, ligesom det ved rød tekst fremgår, at autorisationen ikke er gyldig. Se nedenstående eksempel.

Søgning efter private behandlingssteder

Hvis du ønsker at finde et konkret behandlingssted, kan du søge på behandlingsstedets navn, adresse, og fx hvilken form for kosmetisk behandling der udføres eller et behandlingssteds speciale.

Hvis du fx under rullegardinet ”Kosmetisk behandling” vælger ”operativt løft af pande” finder registeret alle de behandlingssteder, som Styrelsen for Patientsikkerhed har godkendt til at foretage ”operativt løft af pande”.