×

Det offentlige autorisationsregister

Opdateret 26. juli 2016

Opslag i autorisationsregisteret

Det offentlige register indeholder oplysninger om alle, der har modtaget en autorisation fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Du kan blandt andet søge på navn, fødselsår, faggruppe, speciale, autorisationsID og -dato.

Formålet med det offentlige register er, at det skal være muligt for den enkelte sundhedsperson at finde sit autorisationsID samtidig med, at registeret gør det muligt for arbejdsgivere at kontrollere deres ansattes autorisationsstatus.

Derudover kan siden benyttes af private, som ønsker at finde ud af, hvorvidt en given sundhedsperson har en gyldig autorisation.

I det offentlige register er det muligt at se om en given sundhedspersons autorisation er gyldig og om om denne er underlagt særlige vilkår – for eksempel skærpet tilsyn. 

I registeret kan endvidere findes oplysninger om følgende.

Tilsyn med private behandlingssteder

Private behandlingssteder, hvor der foregår lægelig behandling, skal være registrerede i Styrelsen for Patientsikkerhed. Registeret indeholder oplysninger om de registrerede private behandlingssteder og de tilsyn, som Styrelsen for Patientsikkerhed har foretaget på behandlingsstedet.

Konklusionerne fra de tilsynsbesøg, som Styrelsen for Patientsikkerhed foretager på hvert af de private behandlingssteder, kan også findes i registret.

Tilsyn med kosmetiske behandlere og kosmetiske behandlingssteder

For at kunne udføre kosmetisk behandling lovligt er det et krav, at behandleren er registreret hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Registeret indeholder oplysninger om alle registrerede kosmetiske behandlere, og de behandlingssteder, hvor de må foretage de kosmetiske behandlinger.

Det er muligt at søge oplysninger om hvilke typer af kosmetiske behandlinger, som behandleren er registreret til at måtte udføre samt om behandleren benytter medhjælp. Endvidere kan det ses i registeret, hvilke behandlingssteder som behandleren er tilknyttet. Konklusionerne fra de tilsynsbesøg, som Styrelsen for Patientsikkerhed foretager, kan også ses i registret.